Skifte til et andet gym

Hej med jer. Jeg er 18 år og skal i 2. G efter sommerferien. Jeg har nok altid været lidt usikker og struggler med overtænkning og nervøsitet. For to år siden startede jeg på efterskole hvor jeg fandt nogle venner jeg er mega taknemmelige for og beviste overfor mig selv at jeg godt kan danne stærke relationer. Jeg lærte meget om mig selv og hvordan jeg er i sociale sammenhænge. Jeg er ikke den bedste til mange mennesker og kommer nok nogen gange til at vælge nogle få mennesker som jeg synes ser nice ud og så bare kun snakke med dem. det lærte jeg mega meget om og da jeg så for et år siden startede i 1. g på htx prøvede jeg virkelig at være åben overfor alle.

jeg havde dog stadig følelsen af at blive valgt fra af nogen fra min grundforløbsklasse. trods det fandt jeg nogle nice mennesker og vi havde det rigtig grineren men da vi skulle ud i studieretningsklasserne var det ligesom en ny klasse med mange af dem fra mit grundforløb som jeg følte valgte mig fra som ven. De venner jeg havde fra mit grundforløb kom i andre klasser og vi snakkede ikke ligeså meget og det var lidt som om relationen løb lidt ud i sandet. Jeg prøvede derfor at finde nogle andre at hænge ud med i min klasse. og snakkede meget med to andre piger fra klassen som heller ikke var venner med nogen fra klassen i forvejen. ellers var folk ret meget delt ud i grupper.

Problemet er at vi er meget meget forskellige. Og jeg synes at forskelligheder er mega nice. Men det er bare som om at der ikke rigtig er nogen i min klasse der forstår mig eller prøver at forstå mig. nogengange bliver de lidt flabede hvis jeg ikke vil med til en fest og engagere mig i fællesskabet, men har bare ikke lyst til at spilde min tid på nogen mennesker jeg ikke synes er nice. de dømmer ret meget alt og alle og jeg har det så svært med det fordi jeg selv har været de personer som de dømmer. dem som er usikre eller ikke hviler i sig selv. nogengange kommer de med en kommentar om nogen som i princippet er mig uden de ved det.

det er så svært og bliver bare mere usikker for hver dag der går. det er så fuckin svært at tro på at der nok skal komme de rette mennesker på et tidspunkt når jeg virkelig føler jeg har prøvet at gøre alt og rumme alt. jeg har altid været god til at bare at køre på. ignorere min nervøsitet og dårlige fornemmelse, men når der så er ferie får jeg tid til at tænke og føler at det hele burde være anderledes. jeg vil have en hverdag hvor jeg er omgivet af nogle mennesker som forstår mig og respekterer mig. vi behøver ikke være bedste venner men jeg vil stå op hver dag og ikke være bange for at tage i skole og blive dømt.

Her over sommerferien har jeg tænkt over om jeg skal skifte gym. Har så meget lyst og samtidig er jeg bange for at det bare bliver det samme. at lille usikre mig ikke fucking kan finde ud af at få venner, at være åben og normal. Føler også bare det er for sent nu når der er gået næsten et år og jeg skal på studietur om en måned. Gider bare ikke to år mere hvor jeg bliver mindre og mindre selvsikker og hvor jeg så bare skal starte helt forfra på venner og fællesskaber når jeg bliver student.

Hvad ville i gøre. skal jeg bare acceptere at det er sådan det er og så finde nogle andre fællesskaber eller skal jeg gøre noget og satse på at det bliver bedre.