Tilbage til brevkassenHej med jer! Da jeg gik i gymnasiet var jeg ret ensom. Jeg havde ikke nogen venner i min klasse. Altså, min klasse var ret grupperet og jeg var ikke med i nogen gruppe. Til gengæld var det nærmest lidt som om at min klasse så det, og prøvede at gøre noget ved det. De var ret cute faktisk. De gav mig kælenavne, og hvis jeg sad alene ville de nogle gange sige “Hey, vil du ikke over og sidde sammen med os?” Så ville de spørge ind til mig, også kunne vi godt joke lidt og hygge os sammen. Når vi ikke var grupperet og vi alle sammen var sammen, havde vi det også rigtig sjovt sammen. Jeg blev student her i sommers, og lige i starten syntes jeg det var ret fedt. Jeg startede på et nyt spændende studie og mit liv begyndte rigtigt, men det er nærmest som om, at jo længere tid der går fra studentertiden, jo mere begynder jeg at savne gym. Det gjorde jeg ikke rigtig i starten, men det gør jeg nu. Jeg savner faktisk ikke en gang alle mine gamle venner fra andre klasser som jeg altid plejede at tale med i kantinen, for det var bare overfladiske venner. Jeg savner kun min klasse også selvom at jeg egentlig ikke var nær så tætte med dem eller talte med dem lige så meget. Jeg synes bare det er lidt pinligt at indrømme hvor meget jeg egentlig savner min gamle klasse, for jeg føler mange ville sige at jeg “bare skulle komme videre” eller “hvorfor savner du dem overhovedet?” Eller “Lad dog vær med at hænge fast i fortiden” så jeg taler ikke rigtig med nogen om det. Men hvis nogen vidste hvor meget alle de små ting de gjorde faktisk betød, og hvor meget det varmede min daværende deprimerede sjæl, ville man måske forstå, hvorfor jeg savner dem så meget. Ej jeg ved det ikke. Det føles også lidt pinligt at skrive det her brev. Vi har faktisk holdt klassereunion, men jeg er bange for at de små reunions fader ud på et tidspunkt. Og jeg tør overhovedet ikke skrive i klassechatten og spørge: “hey, skal vi holde reunion?” For jeg er bange for at de ikke vil. Hilsen en pige med lidt for meget kærlighed i sit hjerte. Please ikke døm mig
Brev
Savner min klasse
Svar fra HØRT
Kære 20-årige
Tusind tak for dit brev. Jeg får virkelig lyst til allerførst at sige: Du skal slet ikke dømmes. Det, du beskriver, er både fint, menneskeligt og meget forståeligt. Og det er overhovedet ikke pinligt. Tværtimod fortæller det noget meget smukt om dig.
Når jeg læser dit brev, bliver jeg særligt ramt af den måde, du beskriver din klasse på. Du følte dig ikke som en del af grupperingerne, men du følte dig alligevel set. De små ting, du nævner: kælenavnene, invitationerne til at sidde med, interessen for dig, humoren. Det lyder som handlinger, der måske ikke gjorde jer til tætte venner, men som gav dig en følelse af at høre til. Og når man har haft det svært og været deprimeret, kan netop den form for varme og rummelighed betyde mere, end man selv ofte forstår. Måske er det også det, der gør dig lidt forvirret over dit savn til klassen?
Jeg synes bare, det giver så god mening, at du savner dem nu. Ikke fordi gymnasiet var perfekt, men fordi det var et sted, hvor du oplevede noget vigtigt: at blive mødt med venlighed og accept, også selvom du ikke passede ind i en bestemt gruppe. Det er ikke “at hænge fast i fortiden”, det er at savne en tid, hvor du måske ikke hørte til en gruppe, men alligevel hørte til en klasse.
Jeg lægger også mærke til, at savnet først er kommet senere. Det er faktisk meget almindeligt. Når man står midt i det nye, som det er med nyt studie og nye rammer. Så når hverdagen begynder at rulle, kan der opstå et tomrum, hvor man pludselig mærker, hvad man har mistet, også selvom det ikke var perfekt dengang. Overgange kan være svære og sorgfulde, selv over noget, man ikke troede, man ville savne. Kan du mon genkende den form for sorg over afskeden med gymnasietiden?
Det, du skriver om frygten for at skrive i klassechatten, rammer også noget meget sårbart. For jeg læser, det du skriver, som at det også handler om risikoen for at række ud og ikke blive grebet. Den frygt er helt reel, især når man tidligere har følt sig lidt på kanten af fællesskabet. Så det giver mening, at du synes det er lidt svært.
Måske kan det hjælpe dig at tænke sådan her: Savnet fortæller ikke, at der er noget galt med dig. Det fortæller, at du har et stort behov og en stor evne til at knytte dig til- og værdsætte fællesskab. Den “kærlighed i dit hjerte”, som du selv kalder det, er ikke for meget. Den er en styrke. Den er bare landet et sted, hvor den ikke helt har et sted at gå hen lige nu.
Du behøver ikke tvinge dig selv til at “komme videre”. Og du behøver heller ikke beslutte dig for, om du skal skrive i klassechatten eller ej. Nogle gange kan det første skridt være bare at tillade sig selv at savne og måske dele det med én, du stoler på, så du ikke går alene med det.
Netop fordi du har oplevet, hvor meget små handlinger kan betyde, er der også en stor chance for, at du en dag kommer til at være netop den person for andre på dit studie, i nye fællesskaber, i relationer der endnu ikke er opstået. Og det er en helt kanon ven for enhver person at få.
Du er ikke mærkelig, forkert eller bagud. Du er et menneske, der savner noget, der var godt for dig. Og det er helt okay.
Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du får lyst til at dele flere tanker.
Kærlig hilsen
HØRT
Din mening
Din besvarelse er 100% anonym
