Kære 21 årige
Mange tak for dit fine brev. Du beskriver rigtig godt, hvad der fylder for dig. Du fortæller, at du har haft en kæreste gennem 9 måneder, som du er meget glad for. Inden I blev kærester, men efter I havde været sammen første gang, var du sammen med en pige. I var fulde, og du husker, at I kyssede og lidt ekstra, men I havde ikke samleje. Det betød ikke noget for dig, og du ser ikke den anden pige, da hun ikke er en del af jeres vennegruppe. Du har fortalt din kæreste, at I kyssede, men er i tvivl om du skal fortælle mere. Jeg håber, at jeg har forstået det rigtigt.
Det første jeg tænker på er, at det må fylde en del hos dig, siden du tager kontakt til HØRT. Det fortæller mig, at du har gode og samvittighedsfulde værdier. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du rækker ud for at tale om det, så vi sammen kan reflektere over, hvad grunden mon er, og hvilke konsekvenser det eventuelt kan have, hvis du letter dit hjerte til din kæreste.
Grunden
Hvad er mon grunden til, at du gerne vil fortælle din kæreste mere om, hvad der skete?
Er det for at lette din samvittighed?
Er det for at være fuldstændig ærlig overfor din kæreste, og et ønske om det samme fra hende? (I denne situation virker det lidt svært, da du skriver at du var fuld og ikke husker så meget).
Eller er det fordi, du tror, at det er bedre for hende at vide det? Og har du egentlig selv behov for at vide i detaljer, hvad din kæreste har lavet med andre før hun mødte dig?
Eller er grunden en helt anden?
Prøv at gøre det helt klar for dig selv, hvad der ligger bag din tanke om at fortælle hende det. Det kan du nemlig bruge som navigation i forhold til, om du skal fortælle det eller ej.
Konsekvenserne
Det er svært at åbne op for sådan en samtale, uden at det får konsekvenser. Derfor er det en god ide at overveje, hvilke konsekvenser det vil få, hvis du siger det til din kæreste.
Hvis du siger, at der er sket mere end at kysse, men at du ikke kan huske hvad, så kan fantasien jo få frit løb i din kærestes hoved, måske fuldstændigt uden grund. Så kan en konsekvens være, at du gør din kæreste ked af det, og at I får en konflikt, som ikke har bund i noget vigtigt.
Det kan også være, at din kæreste tror, at du stadig tænker meget på pigen, siden du har brug for at tale om hende?
Men det kan selvfølgelig også være, at hun blot er glad for at mærke, at du på ingen måde vil holde noget skjult for hende.
Du kender din kæreste bedst, så prøv at sætte dig i hendes sted. Hvad skal hun bruge informationen til? Og hvordan vil det påvirke hende?
Det lyder til, at du helt klart går ind for ærlighed i et forhold. Og at du bliver i tvivl om, hvorvidt du følger denne værdi. Men i denne situation er der sket noget mellem dig og en anden pige, FØR I blev kærester. Du ved ikke helt, hvad der er sket, men det lyder relativt uskyldigt. Og husk så lige på, at du har været ærlig og fortalt, at du har kysset en anden. Jeg ser umiddelbart ingen grund til at rode op i det igen, da du kan ende med at gøre din kæreste ked af det og usikker på dig. Jeg foreslår derfor, at du gør dig nogle tanker om, hvorfor du gerne vil fortælle det, og at du overvejer, hvilke konsekvenser det kan få for din kæreste og jeres forhold.
Under alle omstændigheder, så håber jeg at mit svar har givet dig lidt at tænke over. Og hvis du har brug for det, så vil jeg meget gerne sende dig et opfølgningssvar om en uges tid.
Kærlig hilsen HØRT