Vognkørsel og forældre med til dimission

Kære du

Mange tak for dit brev, og især den tillid du viser mig ved at dele dine tanker med mig. Og Tak for din ærlighed – jeg hører dig!

Du skriver til mig, at du bliver student til sommer og har betalt for vognkørsel, som du meget gerne vil med på. Du skriver også, at du er meget i tvivl om, du egentlig vil have, at vognen stopper hjemme hos dig. I dit brev kommer du ind på, at din tvivl kan skyldes den relation du har til dine forældre, som du ikke beskriver som den bedste. Du skriver også, at du heller ikke ved, om du vil have dem med, når du får hue på eller til din afslutning/ dimission.

Det du beskriver fortæller mig, at det på mange måder er en sårbar situation, og det er helt naturligt, at du føler dig i tvivl.

I dit brev kan jeg faktisk også fornemme, at du samtidig med at du er i tvivl,  mærker også en klarhed i, at du egentlig ikke ønsker et stop hjemme hos dig – og måske heller ikke dine forældre til hue og dimission. Det er vigtigt at sige: der er intet galt i at have det sådan. Det betyder ikke, at du er forkert, eller at dine følelser skal ændres. Det fortæller bare noget om, hvordan dine relationer til dine forældre føles lige nu.

Når det så er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke når jeg læser dit brev, at dine beskrivelse af dine følelser omkring at frabede dig dine forældres tilstedeværelse på en stor dag i dit liv, viser mig, at du mærker efter i dig selv – og det er i sig selv en styrke.

At du ikke kan sætte helt præcise ord på, hvorfor du har det sådan, gør det ikke mindre rigtigt. Ofte er følelserne tydelige, selvom forklaringerne ikke altid er det.

Jeg kom til at tænke på, at det, at du ikke har lyst til at dele de her særlige øjeblikke med dine forældre, ikke siger noget om, hvorvidt du “burde” have det anderledes. Det siger bare noget om, hvordan du opfatter og føler jeres relation er lige nu. Og jeg tænker heller ikke, at det nødvendigvis er ” den endelige dom” over jeres relation. Relationer kan ændre sig over tid.

Men lige nu er det helt fair at passe på dig selv og dine grænser.

Du skriver også, at du tror, at dine forældre ikke vil komme til at have det okay med ikke at være med på din store dag til din dimission. Det kan jeg godt forstå, med det er ikke dit ansvar, hvordan de tager og forstår din besked om, at du ikke vil have dem med.

Jeg kan godt forstå, at du kan være bekymret for, hvad dine forældre vil tænke hvis du delte dine tanker og følelser med dem, og at du kan frygte at skille dig ud, hvis du vælger anderledes end mange af dine klassekammerater.  Det er en helt naturlig overvejelse, men det ændrer ikke på, at du har ret til at vælge det, der føles mest trygt og rigtigt for dig – både i forhold til studentervognen og dimissionen.

Hvad kan du gøre?

Når jeg tænker over hvad der kan skabe ro omkring dine tanker, tænker jeg på, at det måske kan være hjælpsomt at se dine valg som en måde at skabe rammer, der gør dig tryg på en dag, som faktisk handler om dig – om din afslutning, din indsats og din fejring. Det er okay at give dig selv lov til at være i centrum på den måde, der føles bedst for dig.

Jeg kan fornemme på dit brev, at du er temmelig afklaret med dig selv i forhold til, hvad der kommer til at ske på din store dag når du får hue på og til din dimission. Jeg fornemmer også, at din tvivl ligger mere i, hvordan du får det sagt til dine forældre? Du er rigtig god til at udtrykke dig på skrift. Ville det måske være en hjælp, hvis du skrev et brev til dine forældre, hvor du  meddeler dem din beslutning og dit behov for at være alene til din dimission? og måske foreslå et tidspunkt et par dage efter hvor i så kan snakke om det?

Og hvad med dine brødre? Har du lyst til, at de er med på din store dag? Hvis de altså selv kan på grund af deres egne afslutninger.

Uanset hvad du beslutter dig for, er det vigtigt for mig at understrege, at du ikke er forkert bare fordi du har behov for at dine forældre ikke er med til din afslutning. Det er helt ok at have det sådan- og du skal have stor ros for at du tør åbne op omkring det og bede om hjælp.

Afslutningsvis

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at nogle af mine spørgsmål og ideer kan give dig lidt inspiration og støtte dig i at få fortalt dit behov til dine forældre.

Hvis du har lyst, kan jeg tilbyde dig en opfølgning om en uge, hvor jeg skriver til dig for at høre, hvordan det mon er gået. Du vil stadig være anonym. Hvis du gerne vil tale mere med HØRT her og nu, kan du også chatte med os på hørt.dk eller ringe på 116 111 (chat og tlf er døgnåben).

Kærlig hilsen

HØRT