Kære 16-årige
Tusind tak for at du har skrevet herind. Hvor er det modigt og stærkt af dig, at række ud og sætte ord på noget, der lyder rigtig svært. Jeg kan godt forstå, at du står med mange tanker, følelser og bekymringer. Det er slet ikke meningen, at du skal gå med det hele alene. Netop derfor er det virkelig godt, at du har skrevet til os.
Jeg får lyst til allerførst at sige, at du lyder enormt reflekteret. Du skriver, at du oplever at din mor stadig er mærket af den psykiske vold, som din far udsatte jer for. Når jeg læser det, du skriver, synes jeg, at det lyder helt rigtigt set af dig. Som du selv også bemærker, kan det måske forklare, hvorfor din mor virker så træt hele tiden. Det betyder dog ikke at det er okay, når hun fx ikke sørger for, at I får aftensmad. Du og dine søskende er stadig hendes børn og det er ikke jeres ansvar at sørge for at lave mad eller få handlet ind. At vokse op med en psykisk voldelig far er en voldsom ting, og det kan have sat sine spor, ikke kun på din mor, men også hos dig og dine søskende. Er det mon noget, som du genkender?
Når jeg læser det, du beskriver om din mor, kan jeg godt forstå, at det fylder for dig. Du skriver, at hun arbejder, men så snart hun kommer hjem, lægger hun sig i sofaen eller på sit værelse og glor på sin telefon resten af dagen. Det lyder som en rigtig svær situation at stå i, især når man selv er ung og samtidig skal passe skole, venner og alt det andet, der følger med et liv i 2.g.
Jeg forstår godt, at du føler dig frustreret og vred over det. Det giver så god mening. Og det er også helt naturligt, at der samtidig kan snige sig en følelse af skam ind, fordi du også ved, hvad din mor har været igennem. Jeg tænker, det er en virkelig svær balance for dig at stå i både at føle kærlighed, bekymring og vrede på samme tid. Mange unge i din situation oplever præcis det samme: At de føler sig forkerte, når de bliver sure på en forælder, som har haft det svært. Men følelsen er helt naturlig.
Samtidig er det så forståeligt, at det gør ondt at mærke, hvordan det påvirker dig selv og dine søskende. Du nævner dem flere gange, og det fortæller mig, at du virkelig også passer på dem og har øje for, hvordan de har det. Det er omsorgsfuldt af dig, men det er heller ikke et ansvar, der burde ligge på dine skuldre.
Du skriver, at du har forsøgt at tale med din mor flere gange, og at hun hver gang siger, at hun er så træt eller føler sig syg. Det må være hårdt at blive mødt på den måde, når man prøver at række ud?
Det er helt forståeligt, hvis du bliver bekymret for, om din mor måske har det psykisk dårligt. Når du beskriver, at hun trækker sig og ikke rigtig er der for jer, kunne det måske godt lyde som om, hun kæmper med svære tanker eller noget, der fylder rigtig meget for hende. Kan du mon også selv have tænkt den tanke? Uanset hvad, er det vigtigt at sige, at det er de voksnes ansvar at tage sig af hinanden – og af jer børn. Og lige nu lyder det som om, at hun ikke har overskuddet til det.
Derfor tænker jeg også på, om der er en anden voksen i dit liv eller i jeres familie, der kan hjælpe. Måske en moster, en onkel, en bedsteforælder eller en ven af familien? Er der mon nogen, du kan forestille dig at sige det til? Hvis ikke, kunne det måske være en lærer, studievejleder eller en af dine venners forældre, du kunne betro dig til? Det behøver ikke være en, der skal løse det hele, men måske en, som er tæt på dig, og kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad næste skridt kunne være.
Du skriver, at du starter i 2.g nu og har travlt. Det er en stor mundfuld at skulle passe skole, lektier og alt det sociale samtidig med at have alt det derhjemme. Det kræver rigtig meget af dig, og det er ikke underligt, hvis du indimellem bliver frustreret, ked af det eller vred. Det er helt almindelige reaktioner på en ualmindelig situation.
Du har ret til at være i et hjem, hvor der er tryghed, og til at blive passet godt på. Hvis du er udsat for fx psykisk eller fysisk vold eller anden form for omsorgssvigt eller generelt oplever, at du mistrives, så kan du søge hjælp i din kommune. Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for unge.
Du kan også ringe til kommunen og fortælle om din situation og spørge, hvordan du kan få hjælp? Også der kan du være anonym, men hvis du ønsker, at kommunen skal hjælpe dig, din mor og sine søskende, skal du på et tidspunkt fortælle dem, hvem du er.
Har du brug for hjælp til at finde det rigtige telefonnummer, kan du skrive til chatten eller ringe til HØRT på 116111. Så hjælper vi dig. Vi kan også hjælpe dig med at komme i kontakt med kommunen.
Det vigtigste, jeg vil sige til dig, er, at du ikke skal stå alene med det her. Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at du er en meget omsorgsfuld og stærk person, som gerne vil din mor og dine søskende det bedste. Hvis det for dig virker som en for stor mundfuld at kontakte kommunen, kan det være en rigtig god idé at fortælle en anden voksen, som du har tillid til, hvordan det er for dig derhjemme. Der er hjælp at hente, og du har ret til at blive hørt og taget alvorligt. Du er allerede godt på vej ved at række ud her, så det viser mig, at du har modet til at række ud efter hjælp.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen, hvis du har brug for det. Uanset om det er for at fortælle mere, få råd eller bare blive lyttet til.
Kærlig hilsen
HØRT
Tilbage til brevkassen
