Livet går bare i ring. Ingen værdi. Man gør det samme hver evige eneste dag. Står op. Tager på gym. Kommer hjem. Lektier. Afleveringer. Spiser. Sover. Det er en never ending cyclus. Hvordan gør jeg hver dag lidt mere anderledes.

Brev
Livet går bare i ring. Ingen værdi. Man gør det samme hver evige eneste dag. Står op. Tager på gym. Kommer hjem. Lektier. Afleveringer. Spiser. Sover. Det er en never ending cyclus. Hvordan gør jeg hver dag lidt mere anderledes.
Kære dig.
Hvor er det godt, at du rækker ud, når livet bliver svært.
Som jeg forstår dit brev, tænker jeg, at du synes, at livet er lidt kedeligt, trivielt og ikke så motiverende for tiden. Det forstår jeg også godt påvirker dig meget, og det kan være svært at være i.
Først og fremmest kan det at starte på gymnasium være en blandet fornøjelse. Måske har du glædet dig rigtig meget til at forlade folkeskolen og set frem til gymnasiet?
Og når den spændende start har lagt sig, kan det være svært at finde samme nye glæde i hverdagen. Det tænker jeg er helt naturligt at få sådanne følelser. Og det kan føles som hårdt arbejde at gå i gymnasiet, fordi der er flere lektier, end man er vant til. Du spørger til, hvordan man gør livet mere spændende.
Jeg får lyst til at svare flere ting til det. Først og fremmest får jeg lyst til at spørge dig, hvad du har i dit liv, som bringer dig glæde eller gør dig i godt humør?
Livet er fuld af op- og nedture og alt muligt almindeligt hverdagsliv indimellem. Og her kan det være godt at finde en balance, så man også kan komme igennem alle de kedelige skal-ting. Det kan både være venner, fritidsinteresser, hobbyer eller familie.
Det er en god ide at kigge på, og sørge for, at man har nogle åndehuller, hvor man bliver tanket op med glæde eller gode ting, man synes er sjovt, så man nemmere kan være i at skulle lave lektier og gå i skole.
Dertil får jeg lyst til at sige, at man naturligt er mere træt og fyldt op i starten, når man lige er startet nyt uddannelsesforløb. Så hvis du føler, at du ikke har energi til særlig meget andet end skole, kan du måske prøve at tænke på, at energien og overskuddet kommer igen, når man lige er landet i alt det nye.
Det kunne måske også være rart at aftale med nogle andre, at I kunne sætte jer sammen og lave lektier? Så man ikke føler sig helt alene med det og det kan gøre lektierne lidt nemmere at komme igennem?
Jeg får også lyst til at spørge dig, om du har gode venner og noget fællesskab, som du føler dig som en del af? Venner, sport eller lignende? Sådanne fællesskaber kan også være med til at give mening og energi til hverdagen. Og måske også give spændende oplevelser, så man bedre kan være i hverdagen, hvor det kan føles som om, at hverdagen gentager sig.
Derudover bliver jeg nysgerrig på, hvor meget du spejler dig i sociale medier? Vi er allesammen udsat for sociale medier, hvor folk oftest kun lægger billeder og videoer ud af alt det sjove og spændende, som de oplever. Det kan gøre, at ens almindelige liv kan virke meget kedeligt ved siden af.
Men det er de færreste, som har så spændende liv, som bliver fremlagt på de sociale medier, fordi det ikke er der, at man viser den ensformige hverdag, de grå leverpostejsmadder og når vækkeuret ringer på en mandag.
Men jeg tror, at mange kender følelsen af, at livet kan føles lidt kedeligt engang imellem, når man ser på andres spændende ferie-videoer eller vilde fester. Men bag disse ligger der en hverdag for alle.
Så måske kan det hjælpe at balancere hverdagen med nogle sjove aktiviteter og hyggelige ting med andre?
Jeg får også lyst til at spørge ind til, om du mon snakker om disse ting med nogen? Det kan være en god ide at sige højt til nogen og måske vil du finde ud af, at du ikke er den eneste, som kan føle det sådan? Du kunne også snakke med dine venner om: Hvad gør I for at ændre deres hverdag lidt? Så det ikke kun handler om at stå op og gå på gym.
Og til allersidst vil jeg nævne, at du måske kan tænke over, eller snakke med nogen om, hvad du skal bruge din uddannelse til? Der er mange, som vælger gymnasiet, enten fordi de ved præcist, hvad de skal bagefter eller fordi de slet ikke ved det. For nogen kan det motivere at tænke på, eller finde ud af, hvad der kunne være af spændende muligheder bagefter?
Du kan også tale med din studievejleder om dine følelser ifht skolen. Måske kan din studievejleder hjælpe dig med, hvordan du kan finde mere motivation i skolen eller hvordan du tackler de følelser, som du har.
Jeg tror, at rigtig mange studievejledere kan genkende de følelser, som du har, hos andre unge, som de snakker med. Og derfor vil de kunne være rigtig gode til at snakke om lige netop det her.
Hvis det kommer til at fylde for meget, det her med at livet ikke har nogen værdi, er det virkelig vigtigt at række ud til nogen omkring dig. Det kan være din studievejleder, som jeg har snakket om, en god lærer eller dine forældre.
Jeg vil ihvertfald gentage, at hverdagen for de fleste kan føles ensformig engang imellem. Det er bare ikke en følelse, som skal vare alt for længe, for så skal du måske have noget hjælp til at tænke eller gøre noget andet. Livet kan ikke være spændende hele tiden, men det skal heller ikke føles kedeligt og ensformigt hele tiden.
Jeg håber, at mine råd og tanker kan hjælpe dig lidt videre.
Held og lykke herfra.
Kærlig hilsen HØRT
Din besvarelse er 100% anonym