Tilbage til brevkassenHej.
Jeg synes, det er svært at forklare, fordi det ikke er noget, jeg nogensinde har talt med nogen om før. Jeg tør simpelthen ikke, for det føles som et emne, ingen rigtig snakker om, især ikke når man er ung.
Jeg føler mig meget ensom. Jeg har ellers en sød kæreste, rare kollegaer og nogle veninder, men alligevel kan jeg mærke et tomrum indeni, som de ikke helt udfylder. Min kæreste er for nyligt flyttet for at studere, og han trives rigtig godt, han har fået en god klasse og er glad for sit nye liv. Det glæder mig selvfølgelig på hans vegne. Men hver gang han fortæller om, hvor sjovt det er, eller hvor fede byture de har, bliver jeg mindet om alt det, jeg selv mangler. Han har sågar en vennegruppe på en 6-7 drenge som han har holdt ved siden folkeskolen, som han altid kan regne med.
Jeg har aldrig haft en tæt klasse eller stærke venindeforhold, hverken i folkeskolen eller i gymnasiet. Da jeg blev student, valgte jeg faktisk ikke at holde et studentergilde, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg skulle invitere. Min undskyldning var at jeg ikke orkede det. Og når min kæreste snakker om sine oplevelser, holder jeg mig ofte tilbage fra at spørge mere ind, fordi det bare gør ondt at blive mindet om, hvad jeg ikke har.
Det samme sker, når jeg scroller gennem Instagram og ser billeder af vennegrupper, der rejser sammen, går ud at spise eller bare hygger sig. Jeg har 2-3 gode veninder, men de er ikke forbundet med hinanden, det er kun mig og dem enkeltvis. Mange ville måske sige, at det er bedre at have få, tætte relationer end mange overfladiske, og det kan der være noget om. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at det ikke helt er nok. Mine veninder har alle andre vennegrupper og tætte relationer, som jeg ikke er en del af. Og selvom jeg ikke føler mig overset af dem, så føles det bare, som om de aldrig rigtig vil kunne forstå, hvordan jeg har det.
Konsekvensen af alt det her er, at jeg bliver mere og mere indelukket og trækker mig fra sociale situationer. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at deltage, det har jeg egentlig, men jeg bliver bange. Jeg overtænker og går helt i panik. Tanker som: “Hvad nu hvis jeg ikke kan følges med nogen?” “Hvad hvis jeg ikke finder nogen at snakke med?” “Alle andre sidder sikkert sammen, og jeg står alene” kører rundt i mit hoved.
Til sidst ender det altid med, at jeg finder på en undskyldning og siger, at jeg er “syg”, bare for at slippe for alt det, jeg frygter kan ske. Og når jeg en sjælden gang prøver at åbne op og fortælle andre om det, eller bare antyde, at jeg har det sådan, så får jeg næsten altid svaret: “Bare spring ud i det” eller “det skal nok komme”. Men det føles så tomt at høre, for de forstår jo ikke, hvordan det egentlig er at stå i det her. De få arrangementer, byture, fester jeg har været til, er jeg altid endt med at tage tidligere hjem, fordi jeg følte mig alene, akavet og ensom. Undskyldningen er altid “jeg er bare mega træt, men jeg håber i hygger jer”, selvom intet af det passer.
Alle de her ting, påvirker mig enormt meget, jeg bliver ked af det op til flere gange om ugen, græder mig selv i søvn fordi jeg ikke kan overskue det. Har flere gange slettet de sociale medier fordi det blev for meget af alting. Jeg tænker tit over at det ikke kan være rigtigt at jeg er 19 år gammel, og føler jeg ikke har nogen venner, fordi jeg føler at det er pinligt. Derfor føler jeg ikke at jeg kan snakke med nogle jeg kender om det, fordi jeg føler de ser mig som en fiasko.
Kh. S
