Kære pige på 19 år,
Først og fremmest skal du have tak for at have kontaktet os her på HØRT. Det, at du skriver og rækker ud efter hjælp, er et modigt og vigtigt skridt. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle råd, der kan hjælpe dig videre.
Jeg vil lige starte med at gengive, hvad du skriver.
Du spørger, hvordan du kan få hjælp til at bearbejde seksuelle overgreb, du har oplevet i dit barndom. Du har aldrig talt med nogen om det og du føler det er svært at starte samtalen om overgrebet, men du kan mærke at det begynder at påvirke dig til dagligt. Du skriver derfor til os for at høre, hvor og hvordan du kan bede om hjælp.
Jeg vil gerne begynde med at sige, at det er forståeligt, at det har været svært for dig at tale om overgrebet. Du har måske haft brug for tid til at være klar til at tale om hvad der er sket, og det kan være meget individuelt, hvornår man føler sig parat til at åbne op om noget, der gør ondt. Dét, at du rækker ud efter hjælp nu, viser hvor modig og stærk du er og at du er et skridt nærmere til at bearbejde hvad der er sket.
Du siger, at du aldrig før har talt med nogen om det og at det er svært for dig at tale om det nu. Mange unge, der henvender sig til os efter et overgreb, fortæller om at have det på samme måde som dig. Når man oplever noget traumatisk, kan det nemlig være svært at forstå og man har måske mest af alt lyst til at glemme oplevelserne. Nogle sidder tilbage med en følelse af, at de kunne have gjort noget for at forhindre det eller føler skyld og skam for det, der er sket. Måske er det noget du kan genkende?
Her er det vigtigt for mig at pointere at du har været et barn, og intet barn burde opleve det trauma du har oplevet. Alle børn har ret til en tryg og sikker barndom, og det er ikke deres skyld hvis dette ikke bliver overholdt. Du har ingen skyld, ingen skam og der burde have været nogle voksne som passede på dig.
Du spørger, hvordan du kan få hjælp med at bearbejde overgrebet. Her vil jeg komme med tre råd om, hvordan du kan begynde at tale om det på.
Det første er, at du betroer dig til nogen, du føler dig tryg ved. Hvis du føler, at det ville være lettest for dig, at tale med nogen du kender og føler dig tæt og tryg ved, er det måske denne her vej, du kan starte ud med at gå. Måske en forælder, en ven, en omsorgsperson eller en underviser? Det kan være svært at åbne op om noget sårbart til en man ikke kender, derfor kan det være rart at tale for første gang med en, der kender en godt og som kan tage hensyn til de svære følelser, der følger med. Hvis du synes, at det er svært at finde de rette ord, kan du måske skrive et kort brev, hvor du forklarer det hele og så læser det op bagefter? Eller giver det til personen, du gerne vil betro dig til? Fordelen ved, at man taler med en man kender kan være, at de kan støtte en under den følgende proces, hvor man eventuel opsøger professionel hjælp.
At have oplevet seksuelt overgreb, er ofte noget, der er svært at bearbejde alene eller med sine nærmeste. Professionelle, der har erfaring med ofre og overlevende, kan støtte en på flere forskellige måder. De kan desuden ikke kun hjælpe dig, men også dine nærmeste pårørende med at støtte dig.
Her kan jeg anbefale to organisationer, jeg har vedhæftet henvisninger i mit svar, hvor du kan læse mere om, hvad de kan tilbyde dig.
Det første er Center for seksuelle overgreb. Det er både et fysisk center, som du kan finde i nærheden af dig, eller en telefonhotline du kan ringe til døgnet rundt, hvor du kan bede om rådgivning og hjælp fra en sygeplejerske, psykolog eller socialrådgiver. Centeret kan også hjælpe dig med at anmelde overgrebet.
Det andet center, jeg vil anbefale, er CSM. Her får du hjælp når du er over 18, men har oplevet seksuelle overgreb i dit barndom. Deres hjælp er gratis og du kan vælge at bruge et af deres fysiske centre, som du kan finde på deres hejmmeside, eller også kan du benytte dig af deres chatfunktion. Her kan du anonymt stille alle de spørgsmål du har, og hvordan du bedst kan få hjælp. De er specialiseret i seksuelle overgreb.
Du skriver, at det er svært for dig at tale om overgrebet og at du aldrig har talt med nogle om det, men som jeg nævner i starten af mit svar, så har du med dit brev til os her på HØRT taget et stort og vigtigt skridt for dig selv. Det viser mig at du er modig, stærk og nu passer på dig selv, som nogen burde have passet på dig tidligere. Du har overkommet noget, som ingen burde opleve. Der er ikke noget rigtigt eller forkert timing for at tale eller bearbejde en traumatisk oplevelse, det vigtigste er, at du føler dig klar.
Dit brev til HØRT er et stort skridt, og jeg håber, at mit svar og de henvisninger du har fået, giver dig den rette støtte du har brug for.
Jeg ønsker dig alt det bedste og hvis du skulle have brug for at skrive igen, så er du altid velkommen til at kontakte os.
Husk at du også altid kan ringe og skrive til os døgnet rundt årets 365 dage.
Kærlige hilsner fra os her fra
HØRT