Kære Du,
Tusind tak for dit brev. Det lyder virkelig til, at du har været igennem meget, så det er rigtig godt, at du skriver ind til os.
Gymnasiestart
Jeg vil starte med at svare dig på dit spørgsmål, som er, om man også bliver mobbet på gymnasiet, og om folk er mere modne. Det er svært at give et helt konkret svar på, for man ved jo aldrig helt, hvem man møder. Jeg tænker dog, at det bedste, du kan gøre er at være dig selv. Det er i hvert fald mange unges erfaring, at der på gymnasiet er rigtig mange forskellige typer mennesker. Du skriver nemlig, at du føler dig anderledes, og jeg håber, det kan give dig ro på at vide, at der netop er så mange forskellige personer. Jeg tror i hvert fald på, at du sagtens kan finde dem, der passer til dig. Desuden vil jeg lige nævne, at du faktisk kan klage til Den nationale klageinstans mod mobning, hvis du oplever mobning på dit kommende gymnasie, og du ikke synes, dit gymnasie håndterer mobningen godt nok. Det kan måske give dig lidt tryghed at vide, at den mulighed er der.
Det er aldrig din skyld
Det er vigtigt for mig at understrege, at det aldrig er dig, der er noget galt med, når du er blevet mobbet. Typisk er det sådan, at mobning sker, når fællesskabet ikke er trygt og altså noget i det (klasse)fællesskab man er en del af, som ikke fungerer. Det kan aldrig være dit ansvar at fællesskabet ikke er trygt. Det kan også være at dem, der mobber, selv går og har det svært med noget, og derfor lader de deres udfordringer gå ud over andre. Eller at de selv er bange for at blive mobbet, og så kan det virke nemmere for dem at mobbe andre i stedet. Jeg skriver ikke det her for at forsvare deres handlinger, tværtimod – for det er altid dybt forkert at mobbe andre. Jeg skriver det derimod for netop at understrege, at det aldrig er din skyld, at du er blevet mobbet. Det håber jeg, at du ved.
Det kan hjælpe at tale med nogen om dine oplevelser
Du skriver faktisk også om nogle af de oplevelser, du har haft med mobning, fx at du er blevet kaldt grim og klam foran hele din klasse, og at folk griner af dig, når du går forbi. Det lyder virkelig ikke rart. Jeg ved ikke, hvem du har talt med om, at du er blevet mobbet udover din mor, men jeg får lyst til at anbefale dig at kontakte Headspace. Headspace har centre rundt omkring i landet, hvor du kan booke en anonym samtale med en rådgiver. Jeg tror nemlig, det kunne være rigtig rart at få vendt nogle af alle de her ubehagelige oplevelser, du har haft, med nogen. Hvad tænker du mon om det?
Der er andre, der hjælper
Udover dit spørgsmål kommer du faktisk også ind på nogle problematikker, som lyder til at påvirke dig ret meget, nemlig om dit syn på dig selv. Jeg får derfor lyst til at nævne Foreningen for spiseforstyrrelser og selvskade, hvor du har mulighed for at få personlig rådgivning. Det håber jeg virkelig, du vil gøre, for selvom det kan lette smerten at skade sig selv i øjeblikket, så hjælper det ikke på længere sigt. Måske er du allerede klar over det, men det kan alligevel være svært at gøre noget andet. Derfor er det så vigtigt, at man beder om hjælp, og du har jo allerede taget et kæmpe skridt ved at skrive ind til os. Det er altså virkelig sejt.
Du er smuk, som du er
Til slut vil jeg kommentere på, at du skriver, at du ikke forstår, hvad der er galt med dig, og hvorfor du skal være grim. Det er nemlig vigtigt for mig at sige, at der absolut ikke er noget galt med dig overhovedet. Alle mennesker er forskellige, og bare fordi man måske skiller sig ud, betyder det ikke, at der er noget galt med en. Desuden er jeg sikker på, du ikke er grim, for alle mennesker er smukke på forskellige måder. Jeg tænker også sådan på, hvordan det mon kan være, at du taler sådan til dig selv?
Nogle gange kan det hjælpe at stoppe op midt i de tanker og tænke over, om man mon ville sige sådan noget til sin veninde. Hvis svaret er nej, så bør man heller ikke sige det til sig selv. Vi er nemlig vores egne største kritikere, og derfor er det vigtigt, at vi passer på med, hvordan vi taler til os selv, så vi ikke ender med at få et negativt syn på os selv. Jeg håber og tror på, at du en dag kan komme til et punkt i dit liv, hvor du ikke længere vil lade dine mobberes ord trænge ind til dig, for du er smuk, præcis som du er!
Jeg håber, at mit brev her har besvaret dit spørgsmål, og at det samtidig kan give dig idéer til, hvor du kan finde hjælp til de ting, du synes er svære. Du er velkommen til at bede om et opfølgningssvar fra mig, så kontakter jeg dig igen om en uges tid – og hvis der er noget, du gerne vil have uddybet, eller hvis du har brug for at tale med nogen om noget andet, så er du altid velkommen til at skrive ind til os igen her på HØRT.
Ellers vil jeg ønske dig alt det bedste. Jeg tror på, at du nok skal få nogle dejlige år på gymnasiet og falde godt til. Jeg sender dig i hvert fald en masse positive tanker med på din vej.
Kærlig hilsen
HØRT