Tilbage til brevkassenKære du/I
Beklager mit lange skriv. Jeg har nok brug for at dele mine tanker.
Jeg har følt mig nedtrykt i mange år. Allerede i børnehaven blev jeg set som hende, der altid var ked af det, og som pædagogerne ikke kunne hjælpe. I folkeskolen fortsatte det og jeg blev endda kaldt en tudeprinsesse af min lærer. I denne periode af mit liv savnede jeg en voksen som ville spørge ind til, hvorfor jeg havde det sådan, og som jeg kunne føle mig tryg ved. Hvis nogen havde gjort det, ville de have opdaget, at jeg blev slået derhjemme, og at jeg ofte så og hørte min far være voldelig over for min mor.
I 8. eller 9. klasse blev det der foregik derhjemme for meget, og jeg fortalte det til en voksen. Min bror og jeg blev anbragt, men det føltes ikke som en hjælp. Under anbringelsen oplevede jeg igen ikke at blive taget seriøst, og mine selvmordstanker begyndte at fylde rigtig meget. Da jeg fortalte en politimand, hvordan jeg havde det, og at jeg overvejede at stikke af hjemmefra, grinte han og kaldte mig dramatisk. Dette gjorde mig trist. Jeg fortalte de voksne, der havde ansvaret for os, at jeg gerne ville i en plejefamilie. De sagde, at de ville undersøge det, men efter få måneder blev vi sendt hjem igen. Foran vores forældre skulle vi vurdere, hvor godt vi havde det derhjemme på en skala fra 1 til 10 (10 er det bedste). Jeg svarede 10, ikke fordi det var rigtigt eller at jeg var lykkelig, men fordi jeg var bange. Indeni følte jeg mig utryg og ønskede at komme væk. Hele forløbet lærte mig, at jeg er alene i denne verden, og at jeg ikke kan få den hjælp, jeg har brug for, selv når jeg beder om den. Den dag i dag fortryder jeg, at jeg overhovedet bad om hjælp, da jeg intet fik ud af det.
I gymnasiet var jeg stadigvæk trist, men jeg lærte at skjule mine følelser. Udadtil kunne jeg virke glad, men indeni var jeg tom. Min gymnasietid var præget af usikkerhed, ensomhed og dårligt selvværd pga. min opvækst.
I 2023 slog min far mig igen og sagde, at jeg bare kunne melde ham til politiet. Det traumatiserede mig, især fordi resten af min familie bare stod og så på. Efter episoden følte jeg mig endnu engang alene.
Sidste år oplevede jeg, at min far forsøgte at kvæle min mor, mens hun lå på gulvet. Jeg kan ikke huske hvorfor, men det skete formentligt i forbindelse med deres skilsmisse. Jeg blev bange og begyndte at skrige. Min lillebror kom løbende og fik dem adskilt. Jeg løb ud på badeværelset og brød sammen. Dagen efter opførte min familie sig, som om intet var hændt, og det har jeg stadigvæk svært ved at forstå.
Hele min barndom har været præget af kaos og mangel på omsorg. Mine forældre blev selv udsat for vold som børn, og de førte det videre, fordi det var det, de kendte. For mig giver det ingen mening, for de ville aldrig behandle andre børn sådan, men de gjorde det mod deres egne. Mine forældre har gentagne gange sammenlignet med andre og har givet mig følelsen af ikke at være god nok, hverken som datter, søster eller elev. Min selvtillid har taget stor skade, og jeg har stadigvæk svært ved at tro på mig selv den dag i dag.
Jeg er blevet skoletræt igen, og mine selvmordstanker er vendt tilbage. Jeg føler mig tom indeni og har svært ved at overskue livet. Jeg føler mig som en fiasko og som det sorte får. Jeg er ensom og mangler nogen at tale med. Jeg har overvejet at droppe ud af mit studie og give op, men samtidig ønsker jeg ikke at være et offer af mine omstændigheder.
Jeg bor stadigvæk derhjemme og har det forfærdeligt. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre for at få det godt med mig selv og mit liv. Det er netop derfor jeg har skrevet om nogle af de væsentligste ting fra min barndom, så du/I kan forstå hvorfor jeg har det sådan her den dag i dag.
Jeg føler ikke, at jeg bliver taget seriøst, når jeg beder om hjælp, og jeg er tæt på at give op. Jeg håber at du/I kan give mig nogle råd. Jeg ved ikke hvordan jeg skal bearbejde min barndom.
Hilsen en yderst presset og ung kvinde.
