Voldtægt..

Kære du

Du slutter dit brev af med at skrive: Tak fordi jeg måtte skrive ind. Og her vil jeg starte mit svar med at sige: Hvor er det godt du skriver ind. Det må du altid gøre. Det er derfor HØRT findes – sådan at unge som dig, kan få hjælp til det, de har svært ved at tale med andre om. Jeg vil gøre mit allerbedste for at give dig et svar, som forhåbentlig kan hjælpe dig.

Når jeg læser dit brev, forstår jeg godt, at du ville ønske, at du havde fået noget hjælp til at leve med det, der skete. Du rakte ud og gjorde det helt rigtige, da du fortalte om voldtægten til både opholdsstedet og politiet. Og det er virkelig trist, at de ikke mødte dig på en måde, så du følte, at du kunne komme godt videre.

Det er ikke din skyld

Der er flere ting i dit brev, som gør mig bekymret. For det første, var du kun 14 år, da du blev kæreste med en over 18 år. Opholdsstedet fortalte jer, at I ikke måtte have sex – alligevel skete det flere gange. Og jeg tror måske, at det er her din tanke om skyld kommer ind. Du skriver nemlig, at du føler det er din egen skyld.

Men det er ikke din skyld, det som skete! Uanset hvad du har sagt, vist eller inviteret din kæreste til, så er det ulovligt, at han har sex med dig. Derfor synes jeg, at opholdsstedet har svigtet både dig og ham ved at tillade jer at være alene sammen.

Det har på en måde nemlig ”blåstemplet” jeres relation, og det må have været svært for jer begge at navigere i.

Uanset, så vil din tidligere kæreste altid være den, der kan stilles til ansvar og dømmes for forholdet. For han er over 18 år. I Danmark har vi denne lovgivning for at beskytte børn og unge. Forventningerne og erfaringen i forhold til sex kan nemlig være meget forskellige for en 14-årig og en 18-årig. Og den 14-årig vil nemt kunne føle sig overtalt, manipuleret eller presset til sex. Og måske er det det, du mærker nu?

Derfor bekymrer det mig også, at politiet ikke virker til at have forholdt sig til aldersforskellen, da du anmeldte voldtægten. Uanset om de kan finde beviser for, om der er sket voldtægt eller ej, så er jeres forhold ikke lovligt. Men jeg kan ikke læse ud af dit brev, om politiet har forholdt sig til det. I hvert fald, så har de ikke mødt dig på en måde, hvor du føler dig hjulpet.

Svære tanker og følelser er tegn på, at du skal have hjælp                                                                                                                                       

Når jeg læser dit brev, får jeg opfattelsen, at det ikke kun er voldtægten men også forholdet til din kæreste og ikke mindst oplevelsen af anmeldelsen, som påvirker dig. Altså det hele på en gang – og det forstår jeg virkelig godt. Der må have været mange og sikkert også modsatrettede følelser i alt det her. Måske har du oplevet både forelskelse, tiltrækning, lyst, frygt, afstand, grænseoverskridende adfærd. Og det kan være svært at navigere i, når det hele er så forvirrende og modsatrettet.

Du har i perioder været upåvirket af oplevelsen. Nu mærker du dog, at det kommer snigende tilbage, ligesom du også mærker trang til selvskade.

Du skal vide, at det helt almindeligt, at en oplevelse, som den, du har haft, kan påvirke en forskelligt på forskellige tidspunkter. Men at det er vigtige tegn til, at man skal tage det alvorligt, når man som du oplever flashbacks, begynder at græde når man spreder sine ben og oplever trang til selvskade.

Der er hjælp at få

Du skriver, at du er i tvivl om, hvad du nu skal gøre. Jeg forstår dig godt. Du har allerede forsøgt at bede om hjælp til det, der skete ved at fortælle opholdsstedet og politiet om det. Desværre blev du ikke mødt med den hjælp, du havde brug for.

Du skriver også, at du ikke har nogen at snakke med om det. Mene det er måske alligevel her, du skal starte. For du har helt ret! Jeg tror det kan være en stor hjælp for dig at få nogen at tale med. Nogen som kan vise dig forståelse og omsorg, tage skyldfølelsen væk fra dig og hjælpe dig med at få oplevelserne lagt bag dig.

I første omgang kan du overveje, om der er nogen i dit netværk, som du kan tale med som en start. Måske har du ikke lige i første omgang fået øje på det – men hvis du tænker efter, er der måske en eller flere, du kunne have lyst til at række ud til?

Det kan være en tidligere lærer, en venindes mor eller en fra din familie. Du kan eventuelt vise dem dit brev og mit svar som en invitation til en snak.

Du skriver, at du igen bor hjemme hos dine forældre. Jeg ved jo ikke, hvorfor du i en periode ikke boede der, men det kan tyde på, at de måske i en periode havde svært ved at give dig den tryghed og støtte, du behøvede. Måske er det stadig sådan? Eller måske oplever du i dag, at jeres forhold er så tæt, at du kan betro dig til dem? Så kan du overveje at fortælle dem om det, der skete, så de kan støtte dig i at søge mere hjælp.

Du fortæller også om en kammerat, som opfordrede dig til at anmelde voldtægten. Er det en, du stadig taler med? Da det er en, som kender til oplevelsen, kan det måske være en hjælp at fortælle ham eller hende, at du er begyndt at mærke at du ikke er upåvirket, af det der skete.

Udover hjælpen fra dit netværk skal du også vide, at du kan få professionel hjælp. Det er ikke sikkert, der skal så meget til – måske blot et par samtaler med en psykolog.

Som ung har du ret til gratis psykologhjælp. Det kan du få gennem din læge. Jeg ved, at det kan kræve mod at åbne op overfor en læge, som du måske ikke kender så godt. Du skal dog vide, at lægen er vant til at tale med sine patienter om svære ting. Og han eller hun vil derfor forhåbentlig møde dig med omsorg og støtte.

Der findes også hjælp på Center for Voldtægtsofre. Her kan du få samtaler med en psykolog, sygeplejerske eller terapeut.

Du kan starte med at ringe anonymt til dem på telefonen, og de har åbent hele døgnet. Via linket her, kan du finde det center, som ligger tættest på dig. Find dit nærmeste center

Godt du rækker ud

Det er et stort og vigtigt skridt, at du har skrevet hertil. Og jeg tror, du skal tænke dit brev til HØRT som første skridt i retningen af, at få mere hjælp til at forstå og bearbejde det, du har oplevet.

I dit brev viser du allerede stor refleksion over det, som er sket – du ser, at opholdsstedet måske ikke vidste, hvad de skulle gøre. Og du forstår, at politiet har brug for beviser. Men du ser også, at de dermed har efterladt dig uden den hjælp, du havde brug for, og som de er ansvarlige for at give dig.

Jeg håber, at stemmen i dig som kalder på mere hjælp vil vokse, når du læser mit svar. For det er netop det jeg gerne vil: Støtte dig i at række ud efter mere hjælp. Derfor håber jeg også, at mine forslag vil være brugbare for dig. Ellers må du endelig skrive eller ringe (116111) til os igen.

Jeg sender dig mange tanker

Kærlig hilsen HØRT