Kære dig
Hvor er det godt, at du rækker ud og beder om hjælp til din problemstilling.
Det er dejligt, at du har fået sådan en god veninde. Det er vigtigt at have sådan en, som man kan stole på og er taknemmelig for.
Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er svært, at din veninde er gode veninder med én, som du har haft det så svært ved. Som du selv beskriver, bliver du konfronteret med noget, som “har sat sig som et traume”, og derfor kan følelserne blive vækket til live igen. Og jeg tænker, at det er helt naturligt, at du kan blive bange for at miste din veninde. Ligesom det er helt naturligt, at du ikke har tillid til de piger, som har behandlet dig så dårligt.
Du virker som et virkelig godt menneske, som tænker rigtig meget på andre, og hvordan de har det, når du skriver, at du ikke vil nævne for meget. Og det kræver stor selverkendelse at sige, at det er noget, som du selv må arbejde med.
Jeg tænker dog, at det er helt ok, hvis du mærker, at du ikke “bare” selv skal arbejde med det. Det er fx forståeligt, hvis du har brug for at snakke med andre om det. Den behandling, som du har mødt af din ex-veninde, kan nemlig efterlade følelser og en usikkerhed, som nok nemmest bliver mindre, ved at man får talt om det og bliver mødt med forståelse. Måske har du derfor nogle omkring dig, som du kan gå til, når du mærker usikkerheden? Det kan fx være dine forældre, søskende, andre venner/veninder eller andre?
Måske vil det også være rart for dig, at snakke mere med din veninde om det? Jeg kan godt forstå dine tanker om ikke at ville sige for meget og virke som om, at du taler dårligt om andre. Men den måde, du har formuleret dig i brevet til HØRT på, er ret fin – og du kan måske derfor bruge dit brev som udgangspunk for en snak? Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at du ikke vil sprede dårlige rygter, men blot har brug for at få tillid til, at det ikke sker igen. Og her spiller din veninde jo en vigtigt brik. Måske kan du derfor tale med hende om, hvordan hun vil reagere, hvis hun oplever, at der igen skabes falske rygter om dig, eller hun hører, at du bliver bagtalt? Det kunne måske være rart, hvis du får vished om, at hun vil fortælle dig det, hvis det sker? På den måde skal du ikke gå og frygte, at der sker noget bag din ryg. Det lyder som om, at din veninde holder meget af dig og det taler for, at hun nok godt vil kunne forstå, at du har brug for at tale lidt mere om det og vide, at hun “passer på dig”, hvis hun oplever at der tales grimt om dig.
Du kunne også overveje, om du er der, hvor du måske kunne konfrontere hende din venindes veninde og få talt om det? Jeg forstår, at det kan være meget sårbart, når hun har behandlet dig så dårligt, og du skal derfor kun gøre det, hvis du føler dig sikker til det på et tidspunkt. Men det kan jo være, at hun har fortrudt sin adfærd, og at hun nu kan møde dig på en måde, så du får tillid til hende igen. Det afhænger selvfølgelig også af, hvor længe siden det er, at hun opførte sig sådan. Ligger det fx mange år tilbage, og er hun ikke længere en del af pigegruppen kan det tale for, at hun måske kunne være åben for en snak. Men igen, du skal selvfølgelig passe på dig selv og det er helt forståeligt og godt, at du er opmærksom på, hvordan de piger behandler dig.
Endelig skal du vide, at du er meget velkommen til at ringe til os på HØRT på 116111, hvor du både kan få talt om oplevelserne og få mere rådgivning til, hvordan du håndterer den usikkerhed, som jeg virkelig godt kan forstå har plads i dig. Du er blevet behandlet meget dårligt, og jeg er enig med dig i, at det lyder som mobning, det du har været udsat for. Derfor skal du også vide, at det er helt naturligt, forståeligt og godt, at du også passer på dig selv og er opmærksom på, om du kan have tillid til den her pige igen.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget. Du virker i hvert fald som en meget omsorgsfuld person med stor selverkendelse og et ønske om ikke at gøre nogen fortræd, og jeg synes, at du i den grad for fortjent at få det bedre, så du kan nyde dit venskab uden bekymringer.
Kærlig hilsen HØRT