Kære dig,
Først og fremmest vil jeg sige, at det er rigtig godt, du åbner op for det der svært for dig. Det kræver mod og styrke at skrive sine følelser ned og at give andre lov til at hjælpe. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig et par råd, der forhåbentligt kan hjælpe dig med finde vej ud af forvirringen, som du føler lige nu.
For at være sikker på, at jeg har forstået dit dilemma korrekt, vil jeg starte med at skrive ned, hvad jeg læser ud fra dit brev. Du skriver egentlig om to dilemmaer:
Det første er, at du har kærestesorg over en pige, du rigtig godt kunne lide og havde følelser for, men som behandlede dig dårligt og respektløst. Du vil gerne høre, hvordan du kommer over denne form for sorg og hvordan du kan komme videre.
Det andet er, at du rigtig gerne vil have en kæreste, men du ved ikke hvordan det skal gribes an. Du går ikke i byen og på klubber og bliver ked af det, når du ser andre kærestepar. Du føler, at du er uheldig når det kommer til kærlighed og at alt det folk siger om, at den rette pige kommer, når du mindst venter det, frustrerer dig mere end at det hjælper. Du er så ulykkelig over din kærlighedssituation, at der dukker selvmordstanker op i dit hoved og du tænker, at det ville være nemmere at tage væk herfra.
Jeg håber det er rigtigt forstået.
Jeg vil starte med at svare på dit første dilemma om pigen, der behandlede dig dårligt, men som du ikke føler du kan give slip på. Det er virkelig flot at du er kommet til den erkendelse, at selv om du har været meget glad for pigen, at hun har behandlet dig dårligt og været respektløs overfor dig. Når man slutter et parforhold, er der rigtig mange der føler modstridende følelser i forbindelse med det menneske, man har været glad for eller endda været forelsket i. Man kan stadig have varme og kærlige tanker om personen, samtidig med at man godt ved, at personen ikke har været god for en. Det vigtigste er her, at du har lært noget af den relation du har været i, selv om det selvfølgeligt gør ondt, når man ikke er blevet behandlet ordentligt.
Det lyder som om du har gjort dig nogle gode tanker omkring jeres relation og hvad den har gjort ved dig. Det er vigtigt at kunne sætte grænser og at passe på sig selv, når man føler at et andet menneske ikke behandler en godt. Især når det drejer sig om en kærlighedsrelation, hvor man er ekstra sårbar. At du er kommet frem til alt det, er et vigtigt skridt for at kunne komme videre i sorgprocessen. Kærestesorg tager tid og der er mange følelser på spil, som virker modstridende. Det kan føles forkert at savne et menneske, der ikke har været god for en, men du skal vide at det er en proces som mange går igennem.
Du virker til at være god til at skrive dine tanker ned, så et råd kunne være, at du kunne prøve at skrive ned, hvorfor hun ikke har været god for dig og hvad du leder efter i en kæreste, der behandler dig godt? Det er aldrig rart at blive behandlet dårligt, men det er godt at sætte grænser og at mærke, hvornår ens grænser er blevet overtrådt. På den måde kan relationen til pigen have hjulpet dig til at finde ud af, hvor dine grænser går og hvad du søger i en ny kæreste. På den måde får du flyttet fokus fra det der var dårligt, til noget håbefuld der kunne blive godt. Hvis du følger pigen på sociale medier, ville jeg også anbefale, at du stopper med at følge hende.
Dit andet dilemma læner sig op ad det første. Du ønsker at få en kæreste, men ved ikke hvordan du skal gribe det an. Det virker som om, det fylder meget for dig at være i et parforhold? Der er rigtig mange, der gerne vil have en kæreste, så du er bestemt ikke alene med det ønske. Det er faktisk et af de emner, vi snakker mest om herinde og et stort ønske blandt unge mennesker. Nogle gange kan det fylde så meget, at man ikke kan se alle de andre gode ting i sit liv, for eksempel tiden med sin familie, sine venner eller når man er ude og dyrke sport. Måske du kan sætte dit søgen efter kærlighed lidt på pause, og fokusere på andre ting? For eksempel din familie og dine venner, vær ude i naturen eller dyrke sport med andre. Det hjælper ofte på ens humør at få tingene, der er svært for en, lidt på afstand for en periode.
Det er vigtigt for ens mentale sundhed at gøre ting, der gør en glad. Måske lave mad du godt kan lide, se din yndlingsserie, læse en ny bog eller købe noget, du vil have købt i lang tid. På den måde får man mere overskud til at forholde sig det alt det der er svært og kan eventuel finde løsninger, man ikke kunne se tidligere. Måske du også har en god ven du kan tale med? At lufte sine tanker overfor en der kender en godt, kan ofte føles som lettelse af den byrde og tyngde, tankerne kan medføre i ens hoved. Du fortæller ikke så meget om, hvad du kan lide at lave i din fritid – mon du vil sige lidt om det? Om du har nogen interesser eller fællesskaber, du er i, og hvor du møder nye relationer? For tit ser man faktisk at hobbyer, sport i fritiden eller online fællesskaber kan være steder, hvor også kærlighedsrelationer også kan gro frem. Kom også til at tænke på, hvordan du mon mødte den pige, som du nu gerne vil glemme?
Det er vigtigt for mig at pointere, at der ikke er noget galt med dig. Du går rundt med nogle svære følelser, som mange andre også kæmper med på et eller andet tidspunkt i deres liv. Hvis du taler med fx en ven eller nær familie, vil du måske opdage at også han har været igennem en svær kærestesorg, haft følelser for nogle der ikke behandlede ham godt eller i en periode har givet op på at finde kærligheden igen. Du kan også læse på hørt.dk under “Forelskelse og kærlighed”, at der er andre unger der skriver ind til os omkring lignende dilemmaer.
Du virker som en følsom, tænksom og stærk ung mand, der gerne vil elske et menneske og behandle vedkommende godt. Det er nogle utrolig gode kvaliteter som nok skal hjælpe dig godt på vej.
Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe dig lidt ud af forvirringen. Hvis du har brug for en opfølgning om en uges tid, så er du velkommen til at skrive igen, og så skrives vi ved.
Kærlig hilsen
HØRT