Tilbage til brevkassenHej Hørt! Jeg håber ikke det her brev bliver alt for trist, men her kommer det: For et halvandet år siden var jeg i den værste tid i mit liv. Jeg forsøgte at begå selvmord og jeg blev også indlagt på psykiatrisk hospital… Jeg har fået det en del bedre siden da. Jeg har kun selvmordstanker en gang imellem nu, hvilket er en klar forbedring siden da. Jeg har også laaaangt flere gode dage nu, end jeg havde den gang. Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af at der stadig er nogle sår der stadig stikker fra den gang. Det jeg mener med det er, at jeg aldrig har følt jeg har fået den omsorg, jeg har haft behov for. Dengang det var Aller værst kunne min familie ikke håndtere det. Min mor blev så ked af det over hvordan jeg havde det, at hun også selv var nødt til at få trøst, og hun blev også meget angst og chokeret og alt muligt så hun kunne ikke blive siddende og lytte til sit barn på den måde. Min far var så ked af det over hvordan jeg havde det, at han direkte benægtede det. “Nej nej, min datter har det helt fint. Hun skal ikke indlægges. Så slemt er det ikke. Hun kunne aldrig finde på at dræbe sig selv igen.”
Helt overordnet set, føler jeg bare jeg har stået med det hele alene. Uden nogen til at kramme mig, eller bare sætte sig og lytte til mig. Se mig. Man kan også sige at jeg også lidt selv har været skyld i det, fordi jeg ikke har været god til at dele mine følelser. Jeg har virkelig været en lukket bog. Men Nu hvor jeg egentlig har fået det bedre, står jeg alligevel tilbage med følelsen af, at jeg savner den omsorg jeg aldrig fik. Som om jeg stadig har et behov for de lange kram jeg aldrig har fået. Sår der aldrig helt blev helet på en person som aldrig helt blev set eller hørt. Jeg vil gerne fortælle det til mine forældre, men som sagt, har jeg erfaring med, at de ikke er de rette til at hjælpe eller give omsorg når det kommer til sådan noget her. Alligevel føler jeg kun at jeg kan få omsorg af dem, hvis jeg absolut skal have omsorg af nogen. Jeg vil heller ikke gøre dem kede af det og få det til at lyde som om de er dårlige forældre, og hvad hvis de ikke forstår? Det føles bare lidt som om at det hele har været meget turbulent og voldsomt, men jeg har aldrig fået den trøst jeg har haft brug for og jeg savner den stadig. Jeg ville ønske at jeg bare kunne give slip på alt og bare ligge mig i en persons arme og tude, men hvordan skal jeg sige det til mine forældre?
Brev
Jeg savner kærlighed
Svar fra HØRT
Kære dig
Det lyder som en meget hård tid, som du har gennemgået og hvor du har kæmpet hårdt. Det lyder også som om, at du besidder en stor styrke og har kæmpet dig rigtig sejt tilbage og har taget nogle store skridt i forhold til at få det bedre. Det er helt naturligt, at der kan komme tilbagefald, hvor gamle tanker og følelser kan komme op igen. Det er en helt naturlig proces, at det bølger op og ned. Det vigtigste er, at du kan mærke, at det generelt går fremad.
Jeg kan godt forstå, at du har følelsen af at mangle at blive trøstet og holdt, hvis det er svært at tale med dine forældre om og det føles som om, at de har svært at tackle dine udfordringer. Lige meget hvor gammel man bliver, er det helt naturligt at have brug for trøst og forståelse fra sine forældre.
Derfor får jeg lyst til at foreslå nogle forskellige muligheder, som andre i lignende situationer kan have gavn af.
Du skriver, at du gerne vil sige til dine forældre, hvordan du har det og hvad du har brug for og det kan du eventuelt gøre ved at vise dem dette brev, som du har skrevet, og eventuelt svaret her, hvis du synes. Mange børn og unge, som har svært ved at sige ting højt til deres forældre, benytter sig af denne mulighed. Det kan være nemmere at starte en snak om det svære, hvis man starter med at vise det på skrift. Eller du kan skrive et brev direkte til dem, hvor du fortæller dem, hvordan du har det?
Der er også mulighed for at tænke på, om der er andre steder, hvor du kan finde trøst og omsorg? Måske noget andet familie eller venner? Det kan være, at det kan hjælpe at få åbnet lidt op for andre, hvilket måske vil gøre det nemmere at sige til dine forældre på et tidspunkt.
Derudover bliver jeg nysgerrig på, hvad du mon har fået af hjælp til at nå så langt, som du er nu? Jeg spørger fordi, jeg tænker på, om du mon går hos en terapeut eller psykolog? Hvis du gør det, kan du måske også her få hjælp til, hvordan du kan formulere det til dine forældre?
Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine forslag i forhold til dine forældre. Jeg vil slutte af med at understrege, at jeg synes, at det virker som om, at du har virkelig meget styrke og at du er nået rigtig langt. Jeg ved godt, at det kan være svært at tro på selv engang imellem, når man får tilbagefald i svære tanker og følelser. Det kan naturligvis være svært for dine forældre at rumme, at deres barn har det skidt, men jeg tænker også, at det skyldes, at de elsker dig og måske har brug for hjælp til, hvordan de støtter dig bedst.
Jeg håber alt det bedste for dig.
Kærlig hilsen HØRT
Din mening
Din besvarelse er 100% anonym
