Kære dig
Det lyder som nogle svære følelser, som du står i lige nu. Hvor er det godt, at du rækker ud og beder om hjælp.
Du beskriver, at din motivation for skolearbejde har ændret sig siden folkeskolen. Jeg får lyst til at fortælle dig, at mange oplever et stort skifte fra folkeskolen til gymnasiet, for måske kan du genkende noget af det. For det første kan der ske mange store sociale skift fra folkeskolen til gymnasiet. Måske får man flere venner, færre venner eller andre venner. Det kan gøre, at man måske synes, at skolearbejde og lektier er mere eller mindre vigtigt, fordi der er noget andet, som fylder. Det kan også være, at dem, som man er sammen med og spejler sig i har en anden tilgang til skole, end man er vant til. Nogle oplever også en stor forskel ifht at lektier og skolearbejde er hårdere, sværere eller fylder mere, når man er kommet på gymnasiet.
Jeg siger alle disse ting, fordi du måske kan genkende nogle af dem? Jeg kan godt forstå, at du kan blive bekymret for, hvis du føler, at din indsats er dalende. Men det lyder som om, at du generelt har taget skolen seriøst og det er helt normalt, at ens indsats i skolen svinger lidt op og ned. Det er der ikke noget galt i.
Men måske du kunne være lidt nysgerrig på, om du kan finde en årsag til, at det har ændret sig? Kan det være en af de ting, som jeg nævnte? Eller er der sket noget andet i dit liv, som har forandret din motivation?
Hvis der sker store forandringer eller f.eks tab i livet, kan det sagtens påvirke energien og motivationen for skolen. Det oplever rigtig mange i perioder. Så er der noget andet, som er vigtigere og det er okay.
Hvis du slet ikke kan finde nogen grund til, hvorfor det har forandret sig, vil jeg råde dig til at se, om der er nogen, som du kan dele det med. En, som du har tillid til og som du kan fortælle til, at du synes, at det er svært at finde motivation lige nu. Det kan evt være dine forældre, en lærer eller studievejleder. Det kan også være nogle venner, som du stoler på. Måske vil du endda opleve, at du ikke er alene med den følelse.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget. Det lyder som om, at du er et menneske, som gør meget ud af at gøre det så godt du kan og jeg får lyst til at sige, at du også har fortjent at tage det lidt med ro engang imellem. Det skal der også være plads til, så man kan samle kræfter til at gøre en stor indsats andre gange. Jeg håber, at det giver mening.
Kærlig hilsen HØRT