Træls fortid

Hej,
Jeg skriver fordi jeg er endt i virkelig træls situation. Jeg startede for 6-5 år siden til håndbold, og for at gøre en lang historie kort, fik jeg ikke rigtig nogen venner og især 3 af pigerne var super tarvelige. De fandt f.eks på at smide mig ud af gruppechatten, skrive rigtig grimme ting om mig, til andre spillere og generelt bare gøre grin med alt jeg gjorde og desværre også hvordan jeg ser ud. Jeg var omkring 11-12 år, og det var helt ærligt nogen virkelig hårde år, og jeg endte efter kort tid med at have overbevist mig selv om at jeg nok var problemet. Jeg lod dem sige rigtig træls ting og prøvede at ignorere dem, da det var rigtig meget i perioder. Vi trænede 4-5 gange om ugen + kampe, så det var ikke særlig let bare at ignorere. Men jeg fik 3-4 veninder og det endte med det var dem jeg blev for, og så også fordi mine forældre gerne ville have jeg blev ved sporten, fordi de slet ikke vidste hvad der foregik og fordi håndbold i sig selv betyder så meget for mig, men når jeg ser tilbage på det i dag, ved jeg ærligt ikke hvorfor jeg blev, nok fordi jeg håbede det ville stoppe, eller at jeg ville blive “normal” nok til at de ville kunne lade mig være i fred. Jeg stoppede med at gå i bad efter træning, da de altid gloede på mig og kom heller ikke til de sociale arrangementer, fordi jeg vidste at hvis jeg lavede den mindste lille ‘fejl’ ville de “slå til”. Så da vi blev lidt ældre, og de 3 snart stoppede pga efterskole, tænkte jeg endelig ‘yes, nu skal jeg aldrig se dem igen’. Der havde også været en specifik episode, hvor jeg var kommet ud i omklædningen og hele min træningstaske var fyldt med shampoo… og så blev jeg så pinlig berørt og ked af det at jeg endte med stå alene på et toilet og vaske alle mine ting. Synes også det vigtigt at understrege at mine forældre intet vidste. Men jeg brugte lidt den dato hvor jeg vidste de stoppede pga. efterskole til at blive. Der var jeg 14, og omkring den tid, der startede nogle nye piger, som i dag er mine bedste veninder, og har sørget for at jeg virkelig bare har det godt, og har et stort og kærligt netværk. Og så selvfølgelig har de også hjulpet mig med at indse at det ikke var mig som var noget galt med. Jeg var desværre bare offer for nogle idioter. Jeg flyttede så til USA og kom tilbage i sommers, lige efter jeg fyldte 17. Der blev så hevet fat i mig, og nogle gamle piger fra klubben, og kort fortalt blev der startet et nyt hold i klubben. Nogle nye og nogle gamle spillere fra klubben. Det har faktisk været virkelig fedt og jeg har fået min glæde så meget tilbage, og bruger mine træninger sammen med nogen af mine bedste veninder. I dag kommer jeg så ind i hallen og ser to af de tre piger som har været så tarvelige. Og instinktivt vender jeg mig rundt og kan mærke jeg får det fuldstænding forfærdeligt. Ondt i maven, knugen i brystet og bare generelt helt sindssygt utilpas. Vi er 18 på det nye hold, og da de 2 går ud for at fylde vand, siger en af dem som har gået på holdet nærmest altid, “de kællinger skal fucke af” og det viser sig faktisk at det ikke kun er mig som der er blevet snakket om eller gjort grin af. Vi er 5 som har spillet siden 11-12års alderen, og vi havde alle oplevet vores bid. En af dem har en kronisk skade, hvor de piger gjorde grin med det, konstant. Og en anden startede i klasse med hende af pigerne, som er rigtig rigtig slem, og pigen sørgede for at hun ikke blev inviteret til fester og var nød til at skifte klasse, hvilket kun er 1 lille år siden. Vores træner er ret ny og kender ikke rigtig til det. Jeg kunne godt være til træningen, i den forstand jeg var der, men mentalt er jeg helt væk. Det som om jeg slet ikke kan trække vejret uden at jeg skal kigge på dem for at være sikre på de ikke gør grin af mig. Og det vildt ubehageligt som 17-årig at skulle stå med en følelse, som slog 11-årige mig helt i gulvet og jo faktisk dengang ødelagde mit selvværd. Og de to virker faktisk ligeglade, som om intet af det ikke har haft den store betydning for dem. Alle på holdet, undtagen to, ignorerede dem i dag til træning, og jeg har næsten sådan en trang til at spørge hende det virkelig modbydelige af de to, “hvorfor mig?” Fordi det fyldte så meget dengang. Jeg kan huske at jeg var så spændt på min første træning, og som lille 11-årig at stå med lilla sko som jeg havde brugt dage på at vælge med min far, fordi de skulle være perfekte, og så høre dem grine og sige jeg så latterlig ud. Og stå tre uger efter med en klar besked i mit hovede “du så fucking mærkelig” og spørge mig selv “hvad er der galt med mig”. Nå men alt i alt er det forfærdelig at se dem igen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Forskellen er dog at som 11-årig var jeg alene, og det er jeg hvertfald ikke nu. Jeg har fortalt mine forældre alt, og mine håndbold veninder. Og dem som også har været udsat for alt deres lort, og vi har lidt spurgt os selv, hvordan fanden de kan finde på at vise deres ansigt i klubben. Hilsen en dybt frustreret og forvirret 17-åri