Vi har sendt din besked fra Ung til ung videre til HØRTs brevkasse. Derfor får du her et personligt svar fra brevkasserådgiver. Du kan læse svaret herunder:
Kære kvinde, 18 år
Tak for dit brev til HØRT, hvor er det godt, at du skriver herind med din tanker – som jeg, i øvrigt, overhovedet ikke læste som brok. Jeg forstår godt, at du er frustreret, det lyder som om, at der foregår rigtig meget hos dig i øjeblikket.
Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig.
Din telefon og cykel er blevet stjålet
Du fortæller, i dit brev, at din telefon og cykel er blevet stjålet. Dine forældre ved det ikke – og du er sikker på, at de går amok. Det lyder godt nok ikke særlig rart, at du ikke kan fortælle det til dine forældre – og det er faktisk ikke fair, hvis de bliver sure, det er jo på ingen måde din skyld. Selvom de bliver vrede, så er mit indtryk, at det tit er rart bare at få det sagt, men jeg forstår virkelig godt, du ikke har lyst, hvis det er den reaktion, du får.
Ensomhed
Efter, du er begyndt på en erhvervsuddannelse, er du begyndt at føle dig enormt ensom – du har intet tilfælles med de andre, fordi de er meget ældre end dig, men du tjener godt. Er du mon glad for selve arbejdet? Hvis du er det, så kan jeg ikke lade være med at tænke om du kan finde dine fællesskaber et andet sted – måske du har noget du interesserer dig for – en sport eller en hobby som du kan gå til. Hvad tænker du mon om det? Fællesskaber kan betyde så meget for, hvordan vi trives, så det giver god mening, at det kan få dig til at føle dig ensom.
Tilbagefald
Det, du oplever med tilbagefald, ensomhed og tanker om ikke at ville leve længere, er virkelig tungt, men det er også et tegn på, at du har brug for støtte, og det er helt okay. Du behøver ikke klare det alene, for der er mennesker, som gerne vil hjælpe dig, selvom det ikke altid føles sådan.
Jeg kan godt forstå, at du har tanker om, hvad der ville ske, hvis du ikke var her længere. Når man har det virkelig svært, kan det føles som den nemmeste løsning, og tankerne kan fylde meget. Det er helt normalt at have sådan nogle følelser, selvom de kan virke skræmmende og svære at tale om. Det betyder ikke, at du er svag eller forkert, det betyder bare, at du har meget ondt lige nu.
Det er vigtigt at huske, at de tanker ofte kommer, når smerten og ensomheden føles uoverskuelige. Selvom det kan føles som om, det ikke betyder noget, så gør du faktisk en forskel, for dem omkring dig, men også for dig selv. Der er stadig ting og mennesker, som kan få det til at blive bedre, selvom det ikke føles sådan lige nu.
Måske kunne det være en god ide at tale med nogen professionelt, som kan hjælpe dig både med misbruget og de tanker, du har? Det kan være en psykolog, en misbrugsrådgiver, din læge eller en anden, der ved, hvordan man bedst støtter i sådan en situation. Et tilbud, som hedder Headspace, har du måske hørt om det? Det er gratis og anonymt, jeg har linket til dem nedenfor.
GirlTalk
Der findes også noget, der hedder GirlTalk og Sisterhood, som handler om fællesskab, støtte og tryghed mellem piger og unge kvinder. Her deler piger og unge kvinder oplevelser, tanker og følelser og hjælper hinanden med at stå stærkere. I GirlTalks fællesskab kan man opleve, at andre forstår en og måske har haft det på samme måde. Der er både en chat, samtalegrupper, online fællesskaber og events, man kan deltage i. Link kan ses nedenfor.
Du er ikke alene
Husk, at det er helt normalt at føle sig sårbar efter oplevelser som at miste en ven eller en kæreste. Det gør ondt, og det tager tid at komme ovenpå igen. Men du er ikke alene, og dine følelser er vigtige.
Hvis du har lyst, kan du altid skrive til mig igen, når du har brug for at snakke eller bare blive hørt. Jeg er her for dig.
Pas godt på dig selv