Tilbage til brevkassenHejsa
Jeg er en pige på 18 år, og jeg har snart været sammen med min kæreste i to måneder. Det er mit første rigtige forhold.
Jeg står i det dilemma at jeg bliver i tvivl om jeg føler nok for ham. Jeg går rigtig rigtig tit rundt og føler i en eller anden grad dårlig samvittighed, fordi jeg er bange for at jeg lyver eller snyder ham. Jeg ved han er rigtig forelsket i mig, og jeg ved at jeg også elsker ham rigtig højt. Jeg holder af at være sammen med ham, og oftest når vi ikke har været sammen i bare en dag, er alt jeg vil at lægge i hans arme. Han er super super fantastisk, sød, gavmild og forstående. Men jeg bliver også nogen gange skræmt når jeg ser, med hvor meget kærlighed han ser på mig. Han er stortset alt hvad jeg har drømt om, så hvorfor kan jeg ikke bare nyde det?? Det er som om min hjerne konstant overarbejder og overanalyserer hver en følelse eller handling eller noget som helst, jeg gør. Som om at hvert et smil, kys eller “jeg elsker dig” er løgn. Det er virkelig virkelig træls at være i.
Det skal siges at jeg har en mildere autisme diagnose, samt OCD, hvilket også har givet mig mange tvangstanker før hen. Det er noget jeg har haft mange problemer med. Jeg forestiller mig tit at vi slår op, eller hvordan. Og jeg får sådan en skyldfølelse bagefter, men jeg vil jo ikke slå op. Og når min hjerne nu siger alle de her ting til mig om at jeg ikke er nok, eller vil ham nok, eller at jeg faker bliver det virkelig svært at sortere i, hvad der er reelt og hvad der ikke er. Jeg elsker ham, og har virkelig ikke lyst til at miste ham, det her forhold er virkelig en god ting. Jeg sidder og græder imens jeg skriver det her, men jeg er ikke helt sikker på om det er fordi jeg reelt ikke er forelsket, og bare elsker ham, eller fordi det bare er noget mit fucked op hoved prøver at bilde mig ind. Jeg ved godt at intet forhold er perfekt, og det prøver jeg også at sige til mig selv. Selvfølgelig blir man nogengange irriteret på sin partner, det betyder ikke at jeg hader ham. Samtidig er jeg også kun 18, så jeg har heller ikke behov for at finde min partner for livet lige nu, det er okay. Jeg vil bare gerne give mig selv lov til at leve i momentet, og nyde det her forhold mens jeg har det, men jeg føler mig hele tiden som et forfærdeligt, selvisk menneske. Det sidste jeg vil er at såre ham, jeg vil virkelig ikke gøre ham ked af det, og det tror jeg bare gør det her så meget værre. Det skal siges dog, at når vi er sammen plejer det at lægge ro på mine tanker, i en hvis grad, især i starten. Er jeg et forfærdeligt menneske?
Hele forholdet er gået meget hurtigt. Vi begyndte at snakke cirka 2 uger før vi blev officielle.
Jeg vil virkelig ikke lade de her overtænkning og tanker vinde, og miste ham, men jeg ved heller ikke om jeg kan blive ved sådan her. Der er gået to måneder med det nu, og det er vel blevet bedre men det er stadig meget aktivt.
Jeg vil også nævne, at jeg førhen stortset kun har haft dårlige oplevelser med mænd. Mænd der har behandlet mig lort og oplevelser med mænd, der kun ville have mig for sex. Og omkring 2 uger inden blev jeg dumpet af min ex, som jeg nåede at være sammen med i en uge, men havde et 3-måneders situationsship, der også var eksklusivt. Så jeg er vant til træls, nederen mænd, så måske skræmmer det mig også bare lige pludseligt at ha en der faktisk behandler mig ordentligt, og som virkelig gir en fuck om mig? Jeg har haft en cirka 8-måneders on and off periode, her inden mine forhold, hvor jeg også havde meget casual sex og tinder hookups og whatnot. Jeg har hele tiden drømt om en kæreste, der faktisk vil mig, og nu har jeg det. Men nu føler jeg mig som et ondt ondt menneske. Jeg tror også det her forhold til mænd jeg har haft det sidste år, har omrokkeret min hjerne, og det gøre det nok ikke nemmere for mig at stole på det her forhold.
Heg ved det ikke.
Jeg ved at jeg elsker ham, og at jeg vil blive i det her forhold.
Men jeg kan ikke holde ud at gå og have det sådan her.
Måske tager det bare tid.
Hjælp
