Tilbage til brevkassenHej, jeg har længe haft svært ved at snakke om dette, men nu flyder alt over. Jeg er 19 år gammel og bor stadig hjemme, mine forældre er skilt og bor derfor primært ved min mor, Jeg går i gymnasiet. Problemet er siden jeg har været 13 år, har min mor lånt penge af mig. Hun siger altid, at hun har problemer med sin bank ( ikke mulighed for at overføre penge) og at hun derfor skal låne penge, sidst på måneden plejer hun også at låne penge. Jeg har haft en svær skolegang og har adhd, derfor kan jeg ikke arbejde ved siden af skolen desværre. Cirka halvdelen af min SU går til min mor. Hun låner og låner og får aldrig rigtig pengene tilbage, grundet at jeg altid skal låne hende penge har jeg ikke haft mulighed for at spare penge op til at jeg kan lave noget efter gymnasiet. Min far har en langt bedre økonomi, og han hjælper mig tit ved at sende penge, men dem tager min mor også, nogengange skriver hun endda til min far at jeg mangler noget så han kan sende penge og efter så hun kan låne dem fra mig. Jeg er så træt af det, jeg føler virkelig det står i vejen for at jeg kan have en relation til hende, fordi jeg egentlig føler hun udnytter mig. Hvis jeg ikke sender penge kan hun finde på at ringe 10 gange, selvom jeg er i skole. Nogen gange bliver hun sur og vil ikke snakke med mig. Jeg føler mig sommetider fanget at det psykiske Press hun udsætter mig for, med penge. Jeg må ikke snakke med min far eller nogen om det og det fylder alt for meget i mit hovede. Jeg har det fint med at hjælpe folk, men synes det for meget nu. Selvom min mor låner penge, bruger hun stadig penge på tøj og hun bruger gerne penge på at besøge hendes kæreste, hvilket igen gør at jeg føler hun udnytter mig. Jeg har så svært ved det hele, at jeg nu gerne vil flytte når jeg bliver student, fordi jeg føler mig brugt og udnyttet. Min storebror valgte også at flytte da han oplevede samme problemer. Jeg har så svært ved det hun gør at jeg sommetider ikke ønsker at have kontakt med hende hvis det lykkes at komme væk. Har virkelig brug for hjælp
Brev
Penge og forældre
Svar fra HØRT
Kære du
Tak for dit brev og den tillid, du viser mig, ved at betro dig til mig. Det kræver stor styrke og mod at række ud og fortælle om noget, der har stået på så længe, og som påvirker dig så dybt.
Du beskriver, at du bor hjemme sammen med din mor og får SU. Du har en storebror som er flyttet hjemmefra. Du har også din far, som du har rigtig god kontakt med, men bor ikke fast hos ham.
Du beskriver, at din mor gentagne gange låner penge af dig, selvom du kun er på SU og ikke har mulighed for at arbejde ved siden af din uddannelse pga. adhd. Du skriver også, at din mor ikke giver giver dig de penge tilbage hun har lånt af dig og at din mor bruger de penge på fx besøg hos sin kæreste og tøj. Du giver udtryk i dit brev for, at du føler dig udnyttet af hende men at du ikke må snakke med din far om det, da din mor kan finde på at skrive til ham at hun mangle penge til at købe ting til dig, selvom det ikke passer.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det med pengene kan være belastende for dig. Jeg forstår godt at du føler dig presset, udnyttet og fanget i en situation, du ikke selv har skabt.
Jeg læser også ud af dit brev at du ønsker at have en relation til din mor, så jeg kan forestille mig, at det skaber endnu mere pres i forhold til de krav og det pres, din mor stiller til dig.
Det er vigtigt for mig at sige tydeligt til dig: Det, du bliver udsat for, er ikke rimeligt, og ansvaret er ikke dit, og jeg forstår dit ønske om at flytte hjemmefra.
Det er helt naturligt, at alt det skaber indre konflikt i dig. Når man står i en situation som din, kan det være svært at se, hvor grænsen går mellem hjælp, forventninger og egentlig udnyttelse. Men du beskriver meget tydeligt, at dine egne behov og din egen økonomi bliver tilsidesat – og at det påvirker både dig og din relation til din mor. Som jeg forstår det, så påvirker det også din skolegang og dit sociale liv. Det er alvorlige konsekvenser, og det er vigtigt, at du bliver taget alvorligt.
Du har ret til et ungdomsliv, hvor du kan udvikle dig, drømme, planlægge fremtiden og leve uden økonomisk og psykisk pres fra din mor.
Tanker og følelser
Jeg kan fornemme når jeg læser dit brev, at det føles grænseoverskridende for dig at skulle sige fra overfor din mor. Det er naturligt at føle skyld, når man begynder at sætte grænser for en forælder. Men dine grænser er sunde og de skal respekteres.
Det er ikke forkert at sige til og fra overfor sine forældre for at beskytte sin økonomi, sætte begrænsninger for kontakt og i den sidste ende passe på sig selv. Men jeg forstår godt, at det kan være utrolig svært at gøre det.
Du skal vide, at du gerne må sige stop – også selvom din mor bliver vred, ringer mange gange eller forsøger at give dig dårlig samvittighed. Det ændrer ikke på, at hendes adfærd er problematisk og at dine grænser skal respekteres.
Tanker om at flytte
Det er forståeligt, at du overvejer at flytte hjemmefra, når du bliver student. Det kan være et vigtigt skridt for at få ro, selvstændighed og mulighed for at leve uden pres. Samtidig kan det være en stor beslutning, og det er helt ok at få støtte i den proces – både praktisk og følelsesmæssigt.
Det, at din storebror også flyttede på grund af samme mønster, understøtter, at du ikke bare “overreagerer”.
Jeg ved ikke så meget om, hvordan dit forhold er til din bror. Men jeg tænker på, om han måske kan støtte og hjælpe dig ved at dele sine erfaringer med at flytte hjemmefra? Måske ved han, hvordan det kan blive muligt for dig også?
Hvad kan du gøre?
Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du og din far har en rigtig god relation til hinanden. Har du forsøgt eller overvejet at snakke med din far om det, selvom din mor ikke bryder sig om den mulighed? Jeg kan læse at du skriver, at du ikke må snakke med nogen om det og når jeg læser det, får jeg den tanke at din mor ikke skal bestemme, hvem og hvad du skal snakke om. Du har ret til at snakke med og betro dig til det mennesker du har lyst til og føler dig tryg ved. Herunder din far og din bror.
Hvordan vil det føles for dig at snakke om det med din bror og bede ham om hjælp til at komme igennem flytningsprocessen? Har han på noget tidspunkt fortalt om hvordan han traf sin endelige beslutning om at flytte da det blev nok for ham? Det kunne måske hjælpe dig at høre om det? Det kan være at du kan bruge noget af det han fortæller til at træffe din endelige beslutning og finde ud af, hvordan du kan komme videre.
Hvis det alligevel føles mærkeligt eller grænseoverskidende at tale med din far og bror, eller andre du kender, kan du måske ringe til din kommune og bede om hjælp. Du kan evt. starte med at kontakte deres anonyme rådgivning, hvis du ikke har mod på at tale med en sagsbehandler i første omgang.
Jeg vedhæfter her et link til guides til at flytte hjemmefra som ung, som du kan kigge mere på, hvis du er nysgerrig på det.
Afsluttende ord
Du fortjener at have et ungdomsliv, hvor du kan være tryg, udvikle dig og skabe din egen fremtid. Det, du fortæller, viser en stor modenhed, men også hvor alene du føler dig i det her. Du står i noget, der er for tungt at bære alene – og det er helt rigtigt gjort af dig at række ud efter støtte og hjælp.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til at komme videre med dine tanker, følelser og tvivl.
Hvis du gerne vil tale mere med HØRT, kan du også chatte med os på hørt.dk eller ringe på 116 111 (chat og tlf er døgnåben).
Kærlig hilsen
HØRT
Din mening
Din besvarelse er 100% anonym
