Kære fortvivlede pige
Mange tak for dit brev og den tillid du viser mig, ved at skrive til mig og deler det, der er svært. Det fortæller mig, at du er en modig pige.
Du deler din bekymring for din mor med mig. Jeg fornemmer, at du er en meget omsorgsfuld og ansvarsfuld pige, idet du har en stor bekymring for din mor og lillesøster.
Du fortæller mig, at din mor gik ned med stress efter din mor og far blev skilt, og din mor har ikke været i arbejde siden. Det er 8 år siden. Du skriver også, at din lillesøster på 15 bor hjemme hos mor.
Jeg kan godt se, at det ikke er helt nemt at være dig i en situation, hvor du både føler et stort ansvar overfor din mor og samtidig ønsker at beskytte dig selv og din søster. Det er klart, at du gerne vil hjælpe din mor, men samtidig også kæmper med følelsen af magtesløshed og bekymringer om, hvordan du bedst kan støtte hende uden at det belaster dig yderligere.
Du beder om konkrete råd om, hvor du kan søge hjælp til din mor.
Hvem kan hjælpe din mor?
Jeg fornemmer, at din mor går igennem en svær periode, både fysisk og følelsesmæssigt. Det får mig til at tænke, om hun mon har brug for professionel støtte? Du skriver, at hun ikke har noget familie og kun få veninder, som din far har forsøgt at tale med. Jeg kan måske konkludere, at din fars snak med din mors veninder ikke har haft den ønskede effekt.
Selvom hun ikke ønsker at søge hjælp, burde hun motiveres til at overveje at få hjælp, og jeg vil helt sikker foreslå, at det er en anden voksen og ikke dig, der skal forsøge med at motivere din mor til det.
Det måske alligevel være vigtigt for dig at vide, hvilken hjælp, der kan være til din mor:
- Hjælp fra kommunen: Kommunen kan tilbyde hjælp til voksne, der har brug for støtte, omsorg, optræning og hjælp. Det kan fx være noget, der hedder en bostøtte.
- Læge eller psykolog: Din mor kan måske have stor gavn af samtaler med en psykolog, som kan hjælpe hende med at bearbejde sine følelser og få indsigt i, hvad der ligger bag hendes alkoholforbrug. Måske du kan have mod på at tale med din mor om at gå til læge og snakke med lægen om, hvordan hun har det?
- Alkoholbehandling og terapi: Du nævner, at afvænning nok ikke løser problemet, da det er en reaktion på hendes situation. Og jeg får bare lige lyst til at sige, at dette gør, at du for mig virker meget moden og reflekteret omkring hele situationen. Selvom du nævner, at afvænning ikke er løsningen, kan en behandlingsplan, der kombinerer terapi og støtte, være en mulighed. Det behøver ikke at handle om abstinenser fra alkohol, men i stedet om at forstå, hvorfor hun bruger alkohol som en form for selvmedicinering. Der findes rusmiddelcentre i alle kommuner, hvor man kan søge hjælp – du kan også henvende dig som datter.
Hvordan passer du på dig selv?
Det er også vigtigt, at du ikke mister dig selv i din mor og søsters behov. Du har ret til at sætte grænser, så du beskytter dig selv. Det er en hård balance, men det er nødvendigt for, at du kan være der for andre. Hvis du føler, at du ikke kan håndtere situationen længere, kan det være nødvendigt at tage et skridt tilbage og søge hjælp til at finde den rette måde at støtte uden at blive overvældet af det. Derfor er jeg også glad for at læse, at du har truffet valget om at bo hos din far, når du kan se, at det er en bedre beskyttelse af dig selv. Det viser en stærk handlekraft fra din side.
Hvem kan støtte dig selv?
Du bør også overveje at få støtte til dig selv, så du ikke føler dig alene med ansvaret. Her er nogle ideer:
- Samtale med en terapeut: Det kan være en god idé at tale med en terapeut om din egen bekymring, frustration og følelser af magtesløshed. Du bærer meget på dine skuldre, og det kan være sundt at få hjælp til at finde ud af, hvordan du bedst kan håndtere de følelser.
- Samtale med en psykolog: unge under 25 år har ret til gratis psykologhjælp under visse omstændigheder, det kan du tale med din læge om. Flere kommuner tilbyder også gratis psykologhjælp. Du kan rette henvendelse til din kommune for at få at vide, hvor du kan få gratis psykologhjælp.
Støtte din søster
- Giv din søster et rum, hvor hun er i centrum. Selv om du bor hos din far, kan du stadig spille en vigtig rolle for din søster. Sørg for at skabe et rum, hvor hun føler sig set og hørt. Måske kan du også hjælpe hende med at finde steder eller personer, der kan støtte hende – fx en skolepsykolog, som hun kan tale med. Det kan også være en idé at få hendes situation op at vende med en professionel, som kan vejlede både dig og din søster om, hvordan man bedst håndterer den belastende situation hjemme. Har din søster mon en lærer på sin skole som hun stoler på og kan taler åbent med?
- Hjælp fra kommunen: Jeg fornemmer, at kommunen ikke er vidende om de udfordringer din søster har hjemme hos jeres mor. Du skriver, at det at din søster bor hos din mor, er det eneste, der lige nu får dins mor hverdag til at køre rundt. Det er lidt omvendt, for det skal naturligvis ikke være et barns ansvar, at en voksen har det godt. Det fornemmer jeg, at du godt ved. Omvendt forstår jeg også godt, at det giver din mor noget godt, at din søster bor der. Derfor er det vigtigt, at kommunen hjælper både din søster og din mor, og den mulighed har kommunen. Din søster kan selv kontakte kommunen. Du kan også hjælpe hende eller en lærer kan hjælpe. Din søster kan også få en bisidder fra Børns Vilkår, som kan hjælpe med at kontakte kommunen. Bisidderen vil så hjælpe din søster i samtalerne med kommunen, så det giver mening for din søster og hun får sagt, det der er vigtigt for hende. Hvad tænker du mon om den mulighed? Jeg har vedhæftet et link, hvor du – måske sammen med din lillesøster – kan læse mere om det.
Det vigtigste er, at du ikke bærer ansvaret for din mors situation alene. Det er klart, at du elsker din mor og ønsker at hjælpe, men det er nødvendigt at finde professionelle, der kan støtte både din mor, din søster og dig gennem denne svære tid. Jeg har vedhæftet et par links til de sider, hvor du kan læse mere om de forslag jeg er kommet med i mit svar.
Derfor håber jeg også, at nogen at mine spørgsmål og ideer, kan give dig lidt hjælp til at finde en god vej videre frem.
Du er meget velkommen til at tale mere med mig her eller chatte med os på hørt.dk eller ringe på 116 111 (chat og tlf er døgnåben).
Kærlig Hilsen HØRT