Vi har sendt din besked fra Ung til ung videre til HØRTs brevkasse. Derfor får du her et personligt svar fra brevkasserådgiver. Du kan læse svaret herunder:
Kære pige på 19 år.
Tak for dit brev, som rummer flere forskellige eksempler på, hvad der kan fylde og være svært i livet generelt, men måske faktisk især lige præcis dét sted, du er i livet nu. Altså det unge voksenliv. Jeg kan garantere dig, at jeg har talt med mange andre, hvor der er flere af de samme tanker og udfordringer på spil. Jeg vil prøve at knytte et par tanker og råd til hver af de ting, du nævner.
Venskaber og følelsen af ensomhed
Følelsen af ensomhed skal man ikke undervurdere. Den kan snige sig ind på en, og jeg kender også flere, som faktisk ses meget med deres venner, men som alligevel kan sidde der midt i “at det hele sker” og stadig føle sig alene. Måske fordi de ikke længere føler sig set af gruppen, eller føler at de har nok fælles interesser. Der kan være mange grunde.
Du skriver ikke i dit brev, hvad du laver i din hverdag. Men jeg kan ud fra din alder se, at du er i en klassisk “opbrudstid”, der hvor de gamle fællesskaber og venskaber oftest splittes eller i hvert udfordres, fordi nogen skal studere, nogen vil rejse, nogen arbejde og tjene penge – og andre noget helt fjerde. Måske du kan genkende det? Og det her siger jeg virkelig ikke for at sige, at det ikke er problematisk og kan føles som om, man næsten bliver amputeret. For det gør det! Du nævner selv din barndomsveninde og en pigegruppe, som du føler ikke har tiden til at ses mere og ikke tager initiativ. Jeg spekulerer på, om du har spurgt nogen af dem direkte, om det reelt handler om tid eller om det handler om lysten til at ses? Det kan være helt enormt grænseoverskridende, men omvendt er uvished og alle de trælse tanker man kan få startet hos sig selv, mindst lige så slemme.
Jeg hører især fra dem, som har et arbejdsår, at det ofte er svært. For dem der rejser, rejser tit med en eller flere venner allerede. Og dem der starter nyt studie, får tit også “serveret” nogle nye fællesskaber i den forbindelse. Som sagt ved jeg ikke, hvad din situation er – men jeg får lyst til at spørge, om du primært har lyst til at sikre kontakten til dine gamle/nuværende venner – eller du også kunne have lyst til at etablere helt nye relationer? Hvad mon du tænker her? Uanset hvad ville jeg synes, at det vil være godt for dig at mærke efter og fornemme, hvor det giver bedst mening at du bruger din energi. Hvad ville give ensomhedsfølelsen allermest kamp til stregen? Hvad vil det kræve af dig? Det håber jeg, du vil reflektere lidt over.
Pres fra familien og tanker om sygdom
Når man ikke føler, at dem der er tættest på en, støtter op – så kan det give en følelse af både modløshed og måske endda magtesløshed. Måske det er sådan du har det også? Jeg har svært ved at fornemme på dit brev, hvor tæt du er med din familie normalt. Hvor meget du taler med dem om og hvor ærlig du føler du kan være. Det er utroligt nemt at sige, at man selvfølgelig kun skal gøre det, der føles rigtig for en selv. Det ved jeg. Men ikke desto mindre er det sandt.
Rigtig mange unge føler et pres fra deres familier. Det kan både være ift. arbejde, studie, parforhold osv. Men fælles for presset er, at den følelse det giver en, at give efter for deres skyld, aldrig vil være god i længden. Måske det kortvarigt kan føles godt, fordi familien smiler og virker glade, når man fortæller at man har gjort X, som de har ønsket. Men hvis du ikke selv er glad, så vil du hver eneste dag skulle gå på kompromis med dig selv og din egen varige glæde. Og det er en virkelig opslidende og faktisk også ensom vej at gå. Kan du følge mig? Du skriver det også selv: du har fortrudt tidligere valg af samme grund. Det er vigtig læring at have med sig.
Har du talt med din familie om den her følelse af pres? For mange forældre vil det faktisk være en øjenåbner at få fortalt direkte, at det føles ubehageligt. For langt det meste pres kommer af gode intentioner. De ønsker dig sikkert det allerbedste. Men det allerbedste for hvem? For det allerbedste for dig, er at de giver dig ro og plads til faktisk selv at mærke efter.
At have svær sygdom i familien er desværre også noget, jeg møder tit herinde. Og som jeg kender selv. Det kan føles så helt utroligt uretfærdigt og – igen – give den der følelse af magtesløshed. For hvad kan man gøre? Der findes faktisk en del ting, man godt kan gøre. Det afhænger dog meget af, hvad der føles rigtigt for dig og vil atid være afhængig af din relation til den, der er syg. Måske er det at skrive et brev til vedkommende. Måske at bruge tid på et besøg mere, end man plejer. Måske er det bare at sende en besked om, at man tænker på vedkommende. Små ting, som faktisk godt kan have en stor betydning alligevel. For lægerne gør helt sikkert alt de kan for at helbrede og lindre. Så det du kan, er at handle på det, der føles naturligt for dig. Måske skal du slet ikke tage kontakt? Måske skal du “bare” skrive nogle af dine tanker ned om fx det her med de gode, der rammes og følelsen af at blive frataget noget godt. Sommetider har kroppen faktisk brug for at bearbejde det allersværeste ved at tillade sig selv at være lidt i sorg over, at det er sådan. For så at kunne arbejde dig videre derfra. Giver det mening? Det håber jeg.
Du stillede et modigt og klokkeklart spørgsmål i dit brev: Hvordan bliver jeg glad igen hvis jeg ingen venner eller familie har til at løfte mit humør? Mit svar er desværre nok knap så klart. Men jeg håber jeg om ikke andet har fået sat lidt nye tanker igang hos dig. For mennesker har brug for mennesker, det er der ingen tvivl om. Og nogen gange får ensomheden, uretfærdigheden og forventningers pres taget i os – og på den måde kan verden godt miste sine farver for en stund.
Min hovedpointe på tværs af de emner, du har skrevet om , er at svære ting bliver ofte kun sværere af at vokse indeni. Men du har nu haft overskud til at sige de svære ting højt til mig! Og det er faktisk den bedste start på din næste handling. Jeg håber nemlig meget på, at du har mod på at sige ærligt til både dine veninder og til din familie, hvad der går dig på i øjeblikket. Jeg er helt sikker på, at det vil give dig en helt utrolig vigtig viden, som også vil gøre dig klogere på, hvad der så vil være det næste rigtige for dig at gøre herfra.
Jeg håber, du synes det giver mening. Du er meget meget velkommen til at skrive eller ringe til os på 116 111, hvis du vil tale eller skrive mere om det her. Vi sidder klar og vil lytte lige så længe, du har brug for det.
Kærlig hilsen HØRT
Tilbage til brevkassen
