Holder min autisme hemmelig

Kære dig

Tak for dit brev.

Jeg læser det som, at du står i et dilemma. På den ene side er du bange for, at andre vil sætte dig i en boks eller behandle dig anderledes, hvis de ved, at du har atypisk autisme. På den anden side lyder det også, som om det ikke føles rart at gå rundt med det som en hemmelighed eller føle, at andre får et glansbillede af dig. Det giver god mening, at det kan gøre dig usikker på, hvad der er det rigtige at gøre.

Jeg lægger mærke til, at du beskriver, hvordan du har udviklet dig meget siden barndommen. Du fortæller, at autisme ikke fylder på samme måde længere, og at du kender dine egne styrker og udfordringer. Det viser mig, at du har arbejdet meget med at lære dig selv at kende, og at du er god til at sætte ord på, hvad der er vigtigt for dig. Det er virkelig stærkt gået.

Samtidig kan jeg godt forstå, at oplevelserne fra dengang, hvor du følte, at du ikke passede ind blandt de andre unge med autisme, stadig kan påvirke, hvordan du ser på diagnosen i dag. Giver det mon mening når jeg sætter det op på den måde?

Der findes ikke én rigtig måde at fortælle om en diagnose på. Du bestemmer selv, hvem du vil dele den med, hvor meget du vil dele og hvornår det føles rigtigt. Du ved det sikkert godt, men der er ingen der har krav på at vide det.

Nogle vælger kun at fortælle det til mennesker, de kommer tæt på, mens andre vælger i stedet at fortælle om de situationer, hvor de kan have brug for lidt ekstra hensyn.

Du skriver for eksempel, at du kan blive overvældet af stress. Hvis du har lyst, kan du fortælle, at du i pressede situationer nogle gange har brug for lidt ro eller lidt ekstra tid til at finde fodfæste. På den måde giver du andre mulighed for at forstå dine reaktioner, uden at diagnosen nødvendigvis kommer til at fylde mest.

Det kan også være du har en nyere ven, hvor du tænker det er rart at fortælle om din diagnose? Så kan du jo overveje om det giver mening at fortælle det. En måde der kan være god at sige det på, er ved først at fortælle diagnosen, forklare hvad det betyder for lige præcis dig og evt. hvad du har brug for. Det har du jo allerede gjort så fint i dit brev her til os.

Hvis jeg skulle prøve at formulere det ud fra din situation kunne jeg finde på at sige noget i stil med det her: ”Jeg vil gerne fortælle dig at jeg har en diagnose der hedder atypisk autisme. Det fyldte mere for mig som barn, men er slet ikke så fremtrædende den dag i dag. De eneste symptomer er at jeg ser tingene meget struktureret, jeg er følsom og jeg kan nemt blive overvældet med stress. Det synes jeg er rart at du ved, hvis du en dag ser mig i en presset situation. Men ellers er det bare rart for mig at du behandler mig som du altid har gjort.”

Det er bare mit udkast, og du bruger det jo bare, hvis du kan genkende dig selv i det.

Mange mennesker oplever, at de gerne vil forstås som hele mennesker, både deres styrker og de ting, de kan have svært ved. Og når man har en diagnose, kan det godt føles som om man bliver reduceret til at være diagnosen og ikke personen.

Hvis du vælger at dele det med nogen, er det ikke det samme som, at du skal forklare eller forsvare dig, men det kan give andre en bedre forståelse af dig som menneske. Det er dig, der bestemmer, hvor meget du vil dele og i hvilket tempo. Måske kan det være en god idé at begynde med én person, du har tillid til, og mærke, hvordan det føles.

Når jeg læser dit brev, får jeg en ide om, hvor godt du kender dig selv, og hvor meget du allerede har udviklet dig. Derfor tror jeg på, at du med tiden kan finde en måde at være åben på, som føles rigtig for dig, og møde mennesker, der ser dig som den person, du er – ikke kun gennem din diagnose.

Kærlig hilsen
HØRT