At blive ældre

Kære pige.

Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at det fylder meget for dig at mærke tiden gå. Du beskriver, hvordan du græd på din 20-års fødselsdag, fordi det føltes som en stor overgang fra teenager til voksen, og hvordan det allerede nu føles skræmmende at skulle fylde 21. Samtidig skriver du, at du føler, at tiden løber stærkt, og at du bliver bange for, om du når det, du gerne vil i livet. Det lyder som nogle tanker og følelser, der fylder meget hos dig lige nu.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at du tror, mange har det på samme måde som dig. Det tror jeg faktisk, du har helt ret i. Mange mennesker oplever på forskellige tidspunkter i livet at blive ramt af tanken om, hvor hurtigt tiden går. Fødselsdage kan nogle gange komme til at føles som milepæle, der minder os om, at vi bliver ældre, og at livet bevæger sig fremad, uanset om vi føler os klar til det eller ej.

Jeg tænker også på, om noget af det svære måske handler om, at der kan føles som om, der er forventninger knyttet til alder. At man burde have styr på bestemte ting, være et bestemt sted i livet eller føle sig på en bestemt måde, når man er 20 eller 21 år. Men når jeg læser dit brev, får jeg lyst til at minde dig om, at der ikke findes én rigtig måde at være hverken 20 eller 21 år på. Mennesker udvikler sig i forskelligt, og der findes ikke en facitliste for, hvordan man skal have det eller hvor langt man skal være kommet – ligegyldigt hvor mange år man er.

Noget andet, jeg hæfter mig ved, er det, du skriver om gymnasiet. Jeg læser ikke kun et savn efter gymnasietiden, men også et savn efter den måde, du var i livet på dengang. Du beskriver, hvordan du tog én dag ad gangen, nød at være sammen med dine venner og ikke bekymrede dig så meget om fremtiden. Når jeg læser det, tænker jeg faktisk, at det lyder som nogle virkelig gode egenskaber. Evnen til at være til stede, nyde fællesskabet med andre og have fokus på det, der sker lige nu, er noget, mange mennesker bruger lang tid på at øve sig i gennem hele livet. Derfor får jeg lyst til forsigtigt at spørge, om det måske er muligt at tage noget af den måde at være på med ind i dit liv nu? Ikke ved at ignorere fremtiden eller lade være med at have drømme, men ved indimellem at give dig selv lov til at være i det, der sker lige nu. Måske ved at være sammen med mennesker, du holder af, gøre ting du nyder, eller lægge mærke til de øjeblikke, hvor du faktisk er til stede, fremfor hele tiden at være et skridt foran i tankerne. Måske handler det også om at øve sig i at mærke efter, hvad du selv har lyst til og behov for, og give dig selv lov til at gøre mere af det, også selvom det ikke nødvendigvis passer med, hvad du tænker, du burde gøre. Kunne det måske være en hjælp for dig?

Jeg får lyst til forsigtigt at minde dig om, at du ikke nødvendigvis behøver følge en tidsplan, som andre har lavet. Det er okay at stoppe op og mærke efter, hvad du selv ønsker, og hvad der føles vigtigt for dig. De følelser, du beskriver, fortæller ikke, at der er noget galt med dig. Måske fortæller de snarere, at du står midt i en overgang og prøver at finde din plads i den. Jeg har indtryk af, at du allerede er godt i gang med at mærke efter, hvad der betyder noget for dig. Når du skriver om gymnasietiden, læser jeg blandt andet, at det betød noget for dig at være sammen med dine venner og kunne være til stede i det, der skete omkring dig. Det fortæller mig, at du allerede har blik for nogle af de ting, som giver livet værdi for dig. Derfor tror jeg også, at du med tiden kan finde mere ro i, at livet bevæger sig fremad. Ikke fordi tiden kommer til at gå langsommere, eller fordi alle bekymringer forsvinder, men fordi du gradvist kan få mere tillid til, at du ikke behøver have svar på alting lige nu. At du godt må finde din egen vej og din egen måde at være både 20, 21 og alle de aldre, der kommer efter. Selvom det kan føles skræmmende lige nu, får dit brev mig til at tro på, at du er godt i gang med at finde din egen måde at være i livet på.

Kærlig hilsen HØRT