Hej jag er en ung man som ryger lidt ju med mig selv uden mine mor og far ved det og er bange for at de opdager det jeg vil godt stoppe med det ikke nemt

Brev
Hej jag er en ung man som ryger lidt ju med mig selv uden mine mor og far ved det og er bange for at de opdager det jeg vil godt stoppe med det ikke nemt
Vi har sendt din besked fra Ung til ung videre til HØRTs brevkasse. Derfor får du her et personligt svar fra brevkasserådgiver. Du kan læse svaret herunder:
Kære dig
Tak for dit brev og den tillid du viser ved at dele dine tanker og bekymringer. Det kræver mod at sætte ord på noget, som føles svært og fylder i tankerne.
Som jeg forstår dit brev, ryger du lidt i skjul for dine forældre. Du er bange for, at de opdager det, og samtidig vil du gerne stoppe. Det er en vigtig erkendelse, og det viser, at du tager ansvar for din situation. Det skal du have ros for.
Hvad kan du gøre?
Du skriver i dit brev, at du gerne vil stoppe med at ryge, men det er ikke nemt.
Det kan være rigtig svært at ændre en vane, især når det også er noget, man gør alene eller bruger til at håndtere tanker og følelser. Du skal vide, at du ikke er alene om at have det sådan, og at der findes hjælp og støtte.
Hvordan vil det mon være for dig at bede dine forældre om hjælp? Jeg ved godt, du skriver, at de ikke ved noget, og at du er bange for at de opdager det. Har du overvejet muligheden for at bede dine forældre om en samtale, hvor du fortæller dem, at du ryger lidt i smug og ønsker at stoppe? Hvis du har et godt forhold til dine forældre, vil det måske være lettere at stoppe med deres hjælp.
Hvis det er for grænseoverskridende at snakke med dine forældre om det, har du måske en anden person i dit netværk, som du er tryg ved, og kan tale med? Det kan fx være en underviser eller et andet familiemedlem, en god ven eller en anden tæt på dig.
Selvom det kan føles svært både at bede om hjælp og stoppe med at ryge, oplever mange, at det bliver lettere, når man ikke står med det alene.
Hvis du ønsker at stoppe, kan små skridt være en god start. Det kan fx være at finde ud af, hvornår og hvorfor du får lyst til at ryge og prøve at finde andre måder at håndtere de situationer på.
Det vigtigste er, at du allerede har taget første skridt ved at sige det højt og ønske en forandring.
Afsluttende ord
Hvis du ikke har lyst til at involvere nogen, du kender, i din situation, er der også den mulighed, at du selv kan række ud til et misbrugscenter og bede om hjælp. Alt efter hvor i landet du bor, er der forskellige muligheder for at få hjælp til at stoppe. Uanset hvad kan det være svært at stoppe, hvis man gør det alene. Jeg tænker derfor, at det kan være en god idé enten at række ud til en du kender, som kan støtte dig, eller få hjælp via misbrugsbehandling.
Det er virkelig stærkt, at du kan mærke, at du gerne vil stoppe, og jeg tror, at det kan lykkes, når du selv mærker motivationen for det. Jeg håber, at du kan bruge mit svar til inspiration til, hvordan du kan bede om hjælp til at stoppe. Hvis du gerne vil snakke mere om det eller have hjælp til at finde et behandlingstilbud nær dig, er du meget velkommen til at ringe til HØRT på 116 111. Vi har åbent hele døgnet.
Kærlig hilsen
HØRT
Din besvarelse er 100% anonym