Kære unge mand
Mange tak for dit brev – og især den tillid du viser ved at dele noget så personligt og betydningsfuldt.
Du skriver i dit brev, at du har en kæreste, som du har været sammen med i 2 måneder. Du skriver også, at hun er den mest fantastiske person du nogensinde har mødt. Men du skriver også, at du har en hemmelighed, som du er bange for at fortælle din kæreste, da du frygter, at hun vil forlade dig- nemlig at du har et barn fra et tidligere forhold.
Når jeg læser dit brev, kan jeg virkelig mærke det store mod, du udviser ved at dele noget så personligt og sårbart. Du har allerede taget et vigtigt første skridt ved at sætte ord på dine tanker og følelser – det er ikke nemt, især når man som dig tidligere har oplevet svigt og følelsesmæssige sår i et andet forhold.
Når jeg læser dit brev, virker det på mig som om, du ønsker at være ærlig over for din kæreste, fordi hun betyder meget for dig. Din bekymring viser, at du tager jeres relation alvorligt, og at du ønsker at bygge noget trygt og ægte. Det fortjener stor respekt.
Dit brev viser mig også, at du er et menneske med stor omtanke og kærlighed – både for din kæreste og for det liv, du bærer med dig. Jeg kommer til at tænke på, at din frygt for at miste, ikke viser svaghed – det viser, hvor meget du allerede vil din nye kæreste og jeres forhold, og at du har drømmen om noget godt med hende.
Du har været igennem meget i dit unge liv og til trods for det, vælger du at stå op for ærligheden. Det vidner om, at du har en stærk karakter og en vilje til at ville noget ægte.
Hvad kan du gøre?
Jeg kan læse i dit brev, at du er bekymret for, hvordan du skal fortælle din kæreste om dit barn, og hvordan hun vil reagere på det, når du fortæller hende det.
Du står som ung voksen i en sårbar og kompleks situation, hvor du bærer på en væsentlig livserfaring – at have et barn i en meget ung alder. Du har kendt din nuværende kæreste i et års tid, og derfor kan jeg også godt forstå, at du tænker, at det måske allerede er for sent at snakke om det. Det er heller ikke nemt, især når man, som du skriver, tidligere har været udsat for psykisk nedbrydende forhold, hvilket påvirker ens evne til at kommunikere følelser og etablerer tillidsfulde relationer.
Når det er sagt, er det at være forælder – også under særlige omstændigheder – en del af din identitet og livssituation. For at kunne indgå i et sundt og ligeværdigt parforhold er det vigtigt, at din kæreste har mulighed for at kende og forstå hele dig – også de dele, der er præget af sårbarhed og ansvar. Derfor tænker jeg, at det kan styrke forholdet imellem jer, hvis du får sagt det til hende. Måske vil du endda føle en lettelse over at få det sagt. Hvad tænker du om det?
I forhold til din bekymring for, om det er for sent at fortælle hende det, tænker jeg, at selvom I har kendt hinanden i lidt over et år, har I jo “kun” været kærester i to måneder. Det er ikke en urimelig tidshorisont for at finde modet til at åbne op om noget så stort. Måske vil det være lettere for hende at forstå dig, hvis du fortæller hende, at det har krævet tid for dig at finde modet til at fortælle om noget så stort som et barn? Du kan måske starte med at sige til hende, at du har noget at fortælle hende, som betyder rigtig meget for dig, og at hendes reaktion på det, også betyder rigtig meget for dig. Det kan måske gøre det lettere for hende at tage imod det, som du fortæller hende.
Du kan også italesætte, hvorfor det har været svært for dig at sige det til hende, og hvilke tanker og følelser du har omkring det. Jeg forestiller mig, at det vil være vigtig for hende at vide, hvorfor du fortæller det, og hvor meget hun betyder for dig.
Det er også vigtigt, at du møder din kæreste med forståelse for, at hendes reaktion kan være præget af, at I er unge, og at det måske kommer meget uventet for hende, at du allerede har et barn. Det kan være en god idé, at du giver hende plads til en reaktion, uden at presse hende til straks at tage stilling til det, som du fortæller hende.
Uanset hvordan din kæreste reagerer på det, kan du være stolt af dig selv over, at er ærlig med hende, hvis du fortæller hende det.
Du er allerede godt på vej
Du har allerede taget det første vigtige skridt til at få hjælp til din samtale med kæresten ved at formulere dine tanker og følelser her til HØRT. Måske gør det også, at du er mere klar til at tage det næste skridt og tage samtalen med hende?
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at nogle af mine spørgsmål og ideer kan give dig lidt hjælp til at finde en god vej videre frem. Hvis du har lyst, kan jeg tilbyde dig en opfølgning om en uge, hvor jeg skriver til dig for at høre, hvordan det mon er gået. Du vil stadig være anonym. Hvis du gerne vil tale mere med HØRT her og nu, kan du også chatte med os på hørt.dk eller ringe på 116 111 (chat og tlf er døgnåben).
Kærlig hilsen
HØRT