Kære unge fyr på 19 år
Tak for dit brev. Hvor er det godt at du rækker ud, når du har det så svært. Det er virkelig modigt. Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig med det, som er svært.
Når man har det svært
Du skriver at du er “komplet opslugt i eget væv af angst” og at alle mennesker derfor føles fremmed og du nærmest ikke ved, hvordan du skal opføre dig overfor dem omkring dig.
Det lyder utrolig hårdt for dig at gå rundt med de tanker og følelser. Og når du beskriver dem på denne måde, forestiller jeg mig at du har mærket rigtig godt efter, hvordan det føles at være dig lige nu.
Jeg får derfor også lyst til at sige, at du virkelig er god til at sætte ord på den frygt der måske gør, at du føler dig opslugt i eget væv af angst.
Samtidig tænker jeg at det må føles ret ensomt at være fanget i de tanker og følelser som du sidder med lige nu.
Nogle gange fylder de svære tanker så meget, at de begynder at tage glæden og roen fra en. Er det mon noget du kan genkende?
Det kan sætte sig som en klump i maven, gøre det svært at sove eller føles som om, man hele tiden går rundt og venter på, at noget slemt skal ske eller som du selv skriver, føles enormt forvirrende.
Når man allerede sidder med overvældende følelser og tanker kan det hurtigt virke til at ens beslutninger har konsekvenser og man kan måske overtænke sine valg. Det er en okay reaktion at have og det kan ske, når ens hjerne er på overarbejde.
Brug dem omkring dig
Det kan være rigtig svært at gå med så tunge tanker helt alene. Mange unge finder faktisk ud af at det er rart at dele sine tanker med lige netop dem, som det handler om.
Du skriver fx at dine nærmeste er begyndt at føles fremmed for dig. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om der mon er sket noget siden de føles fremmed for dig?
Gad vide om du kunne finde mod til at fortælle dem, om de tanker som fylder hos dig og sætte ord på den her fremmedhed?
På den måde kan de måske hjælpe dig med at finde mere ro og blive mere nærværende, i stedet for at falde væk fra hinanden.
Hvilken vej skal man tage?
Du skriver at du ikke føler dig håbløs, og det er virkelig en følelse du skal holde fast i. For der er ingen mennesker, som er tabt for håb.
I brevet skriver du, at du er bange for at tage en forkert vej.
Jeg kan sagtens forstå at den tanke er skræmmende, men det er samtidig vigtig for mig at minde dig om, at livet har mange forskellige veje og selvom at det ikke blev, som man regnede med, betyder det ikke, at det nødvendigvis er et dårligt eller forkert valg.
Nogle gange er det bare en ny vej, og det kan ofte være en rigtig god ting.
Hvis du synes det stadig er svært kan jeg komme med et bud på en vej, der måske føles lidt mere sikker. Jeg tænker, at det kunne være rart at snakke med din læge om dine tanker.
Selvom at det ikke altid er et nem ting at tage kontakt til ens læge, så kan det give nogle perspektiver, på hvilken hjælp man kan få og hvordan det måske kan blive bedre.
Du har ret til at blive taget alvorligt, når noget føles svært. Du har også ret til at få hjælp til at finde ud af, hvad det er, du mærker og det kan din læge hjælpe med. Hvad tænker du mon om det forslag?
Kender du mon Headspace?
Hvis du ikke er klar endnu til at tale med dine nærmeste, men har brug for nogen at snakke med, kunne det måske være en mulighed at tage kontakt til Headspace?
Der kan du tale med nogen, der lytter uden at dømme, og som kan hjælpe dig med at forstå dine følelser lidt bedre.
De hjælper børn og unge med alle typer problemer, og især også ligesom dig, der går rundt med svære tanker, og ikke helt ved hvem de ellers skal snakke med.
De har forskellige ting, de tilbyder, og du kunne måske starte med at skrive eller ringe til dem og fortælle lidt om din situation. Så kan de fortælle dig lidt om, hvad de kan tilbyde, og hvordan de kan hjælpe og støtte dig lige nu.
Det, der også er rigtig godt ved Headspace, er, at de har centre rundt omkring i landet, så man kan komme ind fysisk og snakke med nogen, der kan hjælpe en. Måske de har et center tæt på dig?
Måske du har mod på at kontakte dem? Du kan læse mere om Headspace: her
Find hjælp hos HØRT
Måske der er noget i mit brev, der kan hjælpe dig. Jeg håber det har givet dig en smule ro på, at få delt dine tanker. Og jeg håber det har givet dig mod på, at dele dem med nogle, du har tæt på dig. Du har allerede været modig nok til at tage kontakt her, det er en styrke, som jeg håber, at du kan bruge til at tage næste skridt.
Hvis du ellers har brug for svar eller måske har brug for at dele dine tanker er du altid velkommen til at skrive eller ringe ind, hvis du skulle få brug for det en anden gang. Vi vil altid gerne hjælpe. Du kan ringe til HØRT på nummeret 116111.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen Hørt