Tilbage til brevkassenKære brevkasse
Jeg er en ung pige af anden etnisk baggrund og skriver dette brev, da jeg ikke ved hvordan ellers jeg skal blive set eller hørt.
Jeg elsker min mor, men føler ikke hun elsker mig ligeså højt, i så fald er hun dårlig til at vise det. Jeg elsker ikke min far, men jeg tror han elsker mig. Jeg plejede dog at elske ham, mere end noget andet i verden. Han stod som et bjerg bag mig indtil jeg blev ældre og forstod betydning bag hans skældsord, rettet imod min mor, mig og mine søskende. Han er altid sur, det er ligemeget hvad eller grunden, han behøver ingen grund. Intet er efter hans smag. Han bruger hele dagen på konstant at kommentere på, hvad vi gør.
Hvordan vi lukker døren, hvor længe vi har lyset tændt, hvor lang tid vi bruger på toilettet, hvornår vi går i seng, om jeg bestiller “for meget tøj” online, om jeg sidder på min telefon, om jeg sidder på min computer, hvilken musik jeg hører, hvis noget ligger et sted han mener det ikke skal ligge.
Intet, absolut intet er godt efter hans mening. Han opfatter sig selv som det mest ideelle og disciplineret menneske, mens jeg, min mor og mine søskende opfattes som udisciplinerede mennesker der ikke har styr på noget, fordi vi ikke lever vores liv som han ønsker det. Vi har ikke engang ret til at kunne være sur eller ked af det.
Han er konstant oppe i det røde felt, hvor han smadrer ting, begår fysisk vold eller andet, men sekundet jeg sidder og udviser den MINDSTE form for vrede eller tristhed i min positur, så rager han fuldstændig om “hvorfor er du sur?” “du har ikke ret til at være sur?” “du har ikke ret til at være vred på din far”. Når du prøver at fortælle ham, hvor dobbeltmoralsk han er, hvor undertrykkende han er, så begynder han at råbe og skrige at du skal holde kæft.
En episode jeg husker er under et skænderi han har med min mor. Han prøver at stille mig i midten og være personen der udpeger den “skyldige” med stærkt pres om at det skal være min mor. Jeg ønsker ikke at sige noget både fordi at han er den skydlige 99% af tiden, men også fordi at det ikke er mit ansvar.
De er voksne mennesker for fanden? Jeg prøver bare at lukke døren og skille dem ad og sige det ikke nytter noget, hvor i han svarer “du har ikke rettigheden til at tale”. Efter det spørger han “hvem er skyld i dette skænderi” og jeg svarer “jeg vil ikke sige noget for i sidste ende har jeg ikke ret til at tale”. Før jeg kan registrere noget, mærker jeg et hårdt smæk og en varm hånd i mit ansigt. Det ringede helt i mit øre, så ondt som det gjorde. Han sagde aldrig undskyld. Det er første gang i flere år at min far slår mig. Det er første gang jeg bliver slået og får at vide jeg ikke må ytre mig.
Han elsker i øvrigt at snakke om “respekt” og “kærlighed mellem mand og hustru”, men han sviner konstant min mor til i vores modersmål over de mindste ting. Min mor behøver knap at sige noget før hun bliver kaldt alt grimt under himlen. Men så snart min mor siger noget i lignende af “det kommer ikke dig ved” eller “lad mig være” så begynder han sine filosofiske taler om at tale ordentlig til sin partner.
Hvem fanden skal så fortælle ham at han skal vaske sin klamme mund med sæbe. Han elsker at tale om respekt, men han har gentagende gange truet at udøve fysisk vold mod min mor mens andre har været til stede. Skammer du dig ikke? Forventer du at andre respektere din kone når du selv ikke respektere hende?
Skammer du dig ikke over at alle og enhver nu ved, hvilket svin du er overfor din kone? Næh nej jeg vil tro at han føler sig stor og intimiderende. I virkeligheden er han en kæmpe taber der ikke ved hvordan man behandler en kvinde, endsige sin kone.
Jeg er 19 år gammel, min mor er 36, men alligevel føler han sig autoriseret til at kunne fortælle os, hvilke sociale medier vi skal have. Jeg insistere selvfølgelige på at beholde det jeg har, for helt ærligt? Jeg bliver 20 i år, flytter ud i forbindelse med studie næste år, så jeg tænker at jeg er kompetent nok til at bestemme over den slags ting selv.
Han er ikke længere et bjerg bag mig, som jeg altid kan falde tilbage til. Han er en usikker taber, der ikke kan holde sin familie sammen gennem kærlig faderskab og ægteskab, men i stedet gennem kontrol, fysisk vold og psykisk vold.
Han undrer sig tit over, hvorfor vi ikke sidder sammen i stuen som en familie, men tænker han aldrig over at det nok skyldes hans væmmelige opførsel imod hans kone og børn? Altså du kan ikke sidde i samme rum med ham i 5 sekunder før han kommentere på noget du gør forkert. Han elsker i øvrigt at snakke om hvor “telefon afhængige” vi alle er, men hvem skal fortælle ham at han fuldstændig drukner i sin egen? Han er nærmest umulig at få kontakt til når han sidder der og scroller på Facebook.
Han elsker også at snakke om at spare penge trods at han køber for 800kr på temu eller renovere haven en milliard gange (hvilket slet ikke er nødvendigt) Hvis vi så beder om noget vi ønsker, så køber han det ikke, og hvis vi selv arbejder og sparer penge for at købe det, så tillader han os ikke i at købe det.
Han vil konstant have hjælp til det “mandlige” arbejde i hjemmet såsom, køre skrald på genbrugspladsen, lave havearbejde og således, men løfter ikke en finger når det kommer til det “feminine” arbejde i hjemmet. Min mor har gentagende gange klaget om dette, men han insisterer på at intet er galt for han skal da nødigt vaske op.
Jeg har mistet alt respekt og kærlighed for ham og jo mere tid jeg tilbringer med ham jo mere negativt ser jeg på ham, jo mere negativ en opfattelse af ham får jeg. Jeg hader ham.
Jeg elsker dog min mor, men hun har konstant en hun skal bebrejde for det forfærdelige liv hun lever, den person er så mig. Jeg får altid skylden for tingene og bliver ofte markeret som ubrugelig i hendes liv. Trods at jeg har hjulpet hende psykisk i en alder af næsten 8 og været sammen med hende når hun græd efter min far slår hende eller når hun endte i sammenstød med sine søskende og forældre.
Men når hun så skal bebrejde nogen er det mig. Når jeg selv prøver at fortælle hende om de problemer jeg har i mit liv, i hjemmet, med mine veninder, så er hun ikke opmærksom. Eller så afspiller hun en instagram reel, mens jeg taler som en indirekte måde at sige “kan du skynde dig lidt?” Mine yngre søskende vil ikke forstår mig, og jeg vil heller ikke byrde dem med mine tanker og følelser på samme måde som mine forældre har gjort mod mig.
Så hvem har jeg egentlig? Står jeg virkelig helt alene i den her verden?
Jeg var til lægen ift mine psykiske problemer i 8. klasse, der kom en kvinde hjem til mig for at snakke, men efter første snak aflyste hun vores næste tider og forsvandt helt. Jeg blev aldrig kontaktet igen. Er jeg bare en poser? Fejler jeg intet? Gør jeg det for opmærksomhed? Er jeg ikke “syg” nok?
Mens jeg ingen har at kunne fortælle det jeg føler og tænker, så er jeg blevet en psykolog for alle. Mine veninder, mine klassekammerater næsten alle jeg støder på, kommer og fortæller mig om deres problemer i hjemmet, men hvem er der for at lytte til mine? Måske er det ligemeget for jeg ønsker egentlig ik at de skal vide noget. Tanken om at et andet menneske se på mig og vide at jeg døjer med disse problemer giver mig kvalme.
Måske er jeg selv med til at skabe det fængsel jeg påstår at være holdt fanget i.
Hilsen, en der har meget på hjertet.
