FRYGTELIGT savn til gymnasiet

Kære kvinde på 20,

Du fortæller i dit brev, at du har følt dig virkelighed ked af det på det sidste. Det lyder ikke særlig godt. Jeg får dog lyst til at rose dig for at skrive herind og fortælle om det. Det er nemlig super vigtigt, at man ikke går alene med sine følelser, når de kan føles svære.

Jeg håber, det måske kan give dig noget at få en lille snak om det sammen med os. Måske vi sammen kan snakke lidt om, hvad du kan gøre for nemmere at være i tristheden.

Det er helt okay, at du bliver rørt

Du fortæller, du savner at gå i gymnasiet. Sådan virkelig meget. Du blev student for et år siden, og nu hvor studentertiden er i gang, minder det dig om din egen studietid.

Jeg tænker, at mange faktisk vil kunne genkende det, du beskriver der. At se og høre de mange nye studenter fejre deres huer, kan virkelig sætte en masse gamle følelser i gang i én.

Nogle vil opleve at blive lidt vemodige, fordi de savner deres egen tid på gymnasiet. Andre vil måske opleve, at de bliver glade for, at de ikke længere er i det. Det er dybt forskelligt, men jeg tror, at mange kan genkende at blive ramt af det på en eller anden måde.

Du skriver også, at du nogen gangen begynder at græde, når du hører en studentervogn. Jeg kan godt høre, at der er en masse følelser forbundet med det for dig, og det er helt okay at have det sådan.

Gymnasiet kan være en meget blandet tid

Du skriver også, at du i starten af gymnasiet oplevede at blive holdt uden for i dine vennegrupper. Det er jeg ked af at høre. Vi ved fra andre, at det kan gøre frygtelig ondt, når man føler sig ekskluderet fra et fællesskab.

Du fortæller, du ikke havde nogen venner i din klasse i de tre år, du gik i gymnasiet. Det lyder som noget, der kunne føles en smule ensomt. Mon du også oplevede det sådan?

Til gengæld var du med i skolens X hvert år, hvor du fik nye venner og mødte dine bedste venner. Det lyder enormt dejligt, og hvor er det godt, at du fandt et sted, hvor du følte dig velkommen og som en vigtig del af fællesskabet.

Så det lyder til, at gymnasietiden for dig var forbundet med en masse blandede følelser. Både nogle virkelig gode og nogle mere tunge.

Du skriver, at din gymnasietid ikke var normal. Men jeg får sådan lyst til at fortælle dig, at der er virkelig mange, der oplever deres gymnasietid som enormt ambivalent.

Så jeg synes faktisk, at det lyder som en oplevelse, som mange helt sikkert ville kunne genkende i en eller anden form. Hvordan mon det er at høre?

En tid med en masse stærke følelser

Du fortæller, at du også blev deprimeret og fik et lavt selvværd. Du havde det faktisk så svært, at du forsøgte selvmord på et tidspunkt.

Åh, det er jeg virkelig ked af at høre. Det er helt tydeligt for mig, at det har været rigtig svært at være i den ensomhed, der var i klassen.

Ensomhed kan gøre så frygtelig ondt. Så jeg kan godt forstå, at det også gjorde meget ondt på dig.

Du fortæller, at det med tiden begyndte at gå op for dig, at du var mere elsket, end du troede. Og det lyder jo virkelig dejligt, at du begyndte at mærke det.

Du begyndte at lægge mærke til, når dine klassekammerater inkluderede dig i ting. Det giver rigtig god mening, at du havde mere overskud til at se de ting, da du oplevede en større ro indeni.

Det lyder til, det også gjorde det ret vemodigt for dig, da sidste skoledag kom. Måske fordi du endelig var begyndt at trives?

Det er okay at savne noget, der ikke længere er

Du skriver, det bestemt ikke var de tre bedste år i dit liv. Men det var år, der betød rigtig meget. Især fordi du lærte, hvor elsket du er.

Så jeg kan sagtens forstå, at den tid har en helt særlig plads i dit hjerte, og at du savner den.

For man kan sagtens savne noget, som ikke kun var godt. Sådan er det jo med det meste i ens liv. Det er sjældent, at noget er rent godt eller rent skidt.

Det er helt okay at savne noget, som ikke længere er der. For det betyder, at det betød utrolig meget for en.

Det kan gøre rigtig ondt, at den tid ikke bare lige kommer tilbage. Derfor er det også okay at græde ud af det blå nogen gange, når man mindes det. Det er der ikke noget forkert i eller galt med.

Det er godt at snakke om det

Det kan dog stadig godt være en rigtig god idé at snakke med din psykolog om det. Mest for at finde ud af om der mon er noget særligt, som skaber den her triste følelse. Og måske hvad du kan gøre med den, når den kommer.

Jeg er helt enig med dig i, at det giver god mening, at du savner at gå i gymnasiet, når man læser dit brev. For det var nogle vigtige år i dit liv, som har været med til at forme dig.

Måske du kan prøve at vende det til noget positivt, når savnet melder sig. Minde dig selv om at savnet er godt, fordi det viser, hvor meget det har betydet.

Måske du også kan tænke lidt over, om der er noget særligt ved den tid, som du kunne tænke dig var i dit liv i dag. Og se om det er noget, du kan arbejde på at få mere ind. Så savnet måske ikke føles så stort.

Og ellers må du også altid skrive til os igen, hvis du kan mærke, at nu fylder savnet for meget. Vi vil altid gerne tage en snak med dig om det.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Knus fra HØRT