Kære dig
Det lyder som en virkelig svær situation, hvor du beskriver, at din seksualitet bliver et problem i dit forhold til din mor, som du værdsætter meget.
Jeg får lyst til at sige, at du ikke behøver at fortælle nogen, at du er lesbisk/biseksuel, før du er klar. Det gælder også din mor. Der er ikke nogen deadline for at fortælle det.
Ud fra det du beskriver, lyder det som om, at din mor ikke ønsker dig noget ondt og at I har et godt forhold. Og det er dejligt at høre, at din søster støtter dig og kender situationen.
Det er ikke til at sige, hvordan din mor vil reagere på det, men det lyder som om, at der allerede findes kærlighed og tillid i familien, som kan være et fundament, hvis du en dag vælger at fortælle det.
Du skriver også, at du “tror” du er lesbisk eller måske biseksuel. Det lyder som om, du stadig er ved at finde ud af det. Derfor kunne det måske være en ide at give dig selv lov til at være usikker lidt endnu? Du behøver ikke at forklare noget til andre, før du selv føler dig nogenlunde afklaret.
Jeg kan godt forstå, hvis du bliver nervøs for, hvordan din mor vil reagere og du kan måske overveje, om du er mest bange for at blive afvist, at hun bliver skuffet eller at hun bliver vred? Giver det mon mening for dig at tænke over det?
Og hvis du en dag vælger at fortælle det, behøver det heller ikke være en enkelt samtale, hvor alt bliver sagt på én gang. For nogle familier er det en proces, der tager tid. Når du er klar, kan du måske starte med at sige, at du måske tror, at du er biseksuel for at se, hvordan hun reagerer, hvis du er mest tilpas med det. Det kan også være, at du trives bedst med at få fortalt det hele, så du ikke skal gå og bekymre dig over din mors reaktion. Hvad tænker du mon vil være bedst for dig?
Jeg er glad for at høre, at din søster støtter dig. At have én person, der kender dig og står på din side, kan gøre en enorm forskel. Måske du kan snakke med hende om, hvordan det kunne foregå, når du er klar til at fortælle det til din mor? Din søster kender både dig og din mor, og måske I kan tale om forskellige måder at fortælle det på?
Der er også mulighed for at kontakte lgbt+ for at få støtte. Der kan du både få rådgivning eller deltage i nogle grupper, hvor man kan tale om sådanne ting. Du er nemlig slet ikke den eneste, der har stået i denne situation. Jeg har linket til lgbt+ hvis ud har lyst til at læse mere om det.
Jeg vil gerne understrege at uanset, hvordan din mor reagerer, så er du helt okay og du har ret til at være den du er.
Jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt videre.
Held og lykke med processen.
Kærlig hilsen HØRT