Studentertid

Kære dig

Det lyder som en svær situation, som du står I.

Jeg vil gerne prøve at give nogle råd til, hvordan du kan træffe en beslutning.

Jeg er ikke helt sikker på, ud fra dit brev, hvad du egentlig helst vil, da du skriver lidt forskellige ting.

Men jeg lægger dog mærke til du at bl.a. skriver ikke ønsker at dele dimissionen med din familie, og at det især er din fars reaktion, der gør det svært at sige højt. Jeg kan også fornemme, at du allerede har tænkt dig grundigt om. Du ved godt, at du måske kan komme til at fortryde, og alligevel mærker du tydeligt, at du ikke vil det her. Det fortæller mig, at du faktisk kender din egen grænse ret godt.

Du skriver lidt om, at det er fordi de forældre er skuffede over dig? Jeg bliver nysgerrig på, hvad der ligger til grund for det? Om de har sagt det direkte, om der er en særlig grund til det eller det er noget, som du tror?

Du skriver også, at du kun vil med, hvis de ikke deltager. Er det mon på grund af det samme?

Jeg vil prøve at rådgive ud fra lidt forskellige perspektiver og så håber jeg, at du kan bruge noget af det.

Jeg ved godt, at det ikke er et nemt emne at snakke med dem om, men det lyder som om, at der ligger mange ting i det, som ikke kun handler om dimission? Jeg kommer til at tænke på at dette måske også handler om dit forhold til dine forældre generelt?

Jeg tænker, dog at selvom du føler det kan være svært, så er det mest oplagte råd herfra at du bør tale med dem om det på et tidspunkt.

Hvis de synes, at det er svært, kan du måske starte med at skrive et slags brev til dem. For mange kan det være en god både at få sagt det hele, have god tid til at overveje sine ord og ikke skulle forholde sig til dem imens. Så kan man tage snakken bagefter?

Hvis du tænker, at det kunne være en mulighed og måske har svært ved at formulere det selv, vil jeg gerne komme med nogle forslag til, hvad du kan starte med at skrive.

Du kan f.eks starte sådan her:

Kære far og mor

Jeg har brug for at sige nogle ting til jer og snakke med jer, men jeg synes, at det er rigtig svært. For jeg er bange for/nervøs for, at I måske bliver sure på mig eller skuffede over mig.

Jeg synes, at det er rigtig svært at tænke på dimissionen og lige nu har jeg slet ikke lyst til at deltage.

Jeg har en følelse af, at I er skuffede over mig generelt og at I derfor ikke vil kunne glæde jer på mine vegne til dimissionen og derfor synes jeg, at det er svært at skulle tage afsted til den sammen med jer.

Det har jeg brug for at snakke med jer om.

Kunne du måske skrive eller sige sådan til dem?

Et andet, måske mere direkte og tydeligt bud kan være at du siger eller skrive noget meget enkelt til dine forældre fx:

”Jeg har brug for, at dimissionen bliver på min måde. Derfor ønsker jeg ikke, at I tager med.’

Du behøver ikke forklare det hele på én gang. Hvis du ikke har mod på at sige, at du selv overvejer at blive hjemme, kan du starte med grænsen om, at de ikke skal med. Jeg foreslår det, fordi korte og tydelige beskeder nogle gange gør det lettere at stå fast.

Jeg håber, at du kan bruge lidt af de forskellige forslag eller måske en kombination, som jeg skriver her.

Husk, Du har allerede gjort noget vigtigt: Du har mærket efter og sat ord på dine tanker. Det er en styrke, du kan bruge i den snak, også selv hvis den skulle blive svær.

Jeg tænker ihvertfald, at du ikke skal gå rundt alene min disse tanker. Og selvom du har en følelse af, at de er skuffede eller bliver sure, så tror jeg også, at de elsker dig og bekymrer sig om dig og ønsker den bedste dimission for dig. Nogle gange kan forældre bare have svært ved at vise det og sige det og deres bekymring kan måske blive opfattet anderledes for dig.

Hvis disse råd måske ikke var hjælpsomme nok, eller hvis du en anden gang skulle få brug for nogen at tale eller skrive med, så husk at du altid kan kontakte til os her på HØRT, anonymt og døgnet rundt.

Jeg ønsker dig det bedste og held og lykke med det hele.

Kærlig hilsen HØRT