Kære 18-årige
Tusind tak fordi du har skrevet ind og delt din historie. Det kræver virkelig mod at fortælle så åbent om sit liv, især når det handler om svære oplevelser som mobning, følelsen af ikke at passe ind og det at være i gang med at finde sig selv. Jeg bliver faktisk ret rørt over at læse, hvor reflekteret og stærkt du sætter ord på din rejse. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du håber, at andre unge kan spejle sig i din historie.
Som jeg læser dit brev, har du været igennem rigtig meget i en relativt ung alder
Du beskriver, hvordan du flyttede fra Danmark til Iran som seksårig og boede der i næsten ni og et halvt år. Samtidig fortæller du, at du i mange af de år havde det svært i skolen og ofte blev mobbet, fordi du følte dig anderledes end de andre elever. Det lyder som nogle intense oplevelser at stå i som barn. Når man igen og igen føler, at man ikke passer ind, kan det sætte sig dybt i én.
Jeg hæfter mig også ved, hvor meget din mor har forsøgt at hjælpe dig undervejs. Du skriver, at hun tog dig med til forskellige psykiatriske hospitaler i Iran for at finde ud af, hvad der lå bag de udfordringer, du oplevede. Det varmer mig meget at læse, at du har haft en mor, der har gjort så meget for at passe så godt på dig, som hun kunne.
Ting giver pludselig mening for dig
Da I senere flyttede tilbage til Danmark, bliver du udredt og får diagnosen autisme. For mange unge kan sådan en diagnose vække mange forskellige følelser, men jeg lægger mærke til, at du beskriver, hvordan mange ting for første gang begyndte at give mening for dig.
Du skriver så fint, at du indså, at der ikke var noget “forkert” ved dig, men at du bare er anderledes og har brug for at forstå dig selv bedre. Det er en virkelig stærk erkendelse at nå frem til.
At bygge tillid op til mennesker igen
Samtidig fortæller du også, at du stadig er i gang med at lære dig selv at kende, og at du har haft svære oplevelser i relationer og venskaber, som gør det svært at stole på mennesker. Det giver rigtig god mening. Når man har oplevet mobning eller føler sig afvist af andre gennem længere tid, kan det sætte spor i ens tillid til mennesker. Mange unge i lignende situationer fortæller faktisk noget af det samme. At det tager tid at bygge tillid op igen. Kan du mon genkende det?
Din vilje er meget beundringsværdig
Noget af det, jeg synes står meget tydeligt i dit brev, er din vilje til stadig at se fremad. Selvom du har været igennem svære ting, skriver du, at du prøver at bygge et liv, hvor du kan være dig selv. Det siger virkelig meget om din styrke og din evne til at reflektere over dit eget liv.
Du skriver også, at du deler din historie i håb om, at andre unge, som føler sig anderledes eller alene, kan vide, at de ikke er de eneste. Det er en utrolig generøs tanke. Vi ved fra andre unge, at flere går rundt med netop den følelse: at være den eneste, der har det sådan. At læse en historie som din kan faktisk gøre en stor forskel for nogen. Så tusind tak for dit mod.
Du har også ret til støtte og fællesskab
Samtidig får jeg lyst til også at sige til dig, at du selv fortjener støtte og fællesskab omkring det, du har været igennem. Når man har fået en autismediagnose, kan det for nogle være en stor hjælp at møde andre unge, som også er neurodivergente. Mange oplever, at det kan give en følelse af genkendelse og ro at være sammen med mennesker, der måske oplever verden på nogle af de samme måder.
Hvor kan man finde hjælp?
Hvis du på et tidspunkt har lyst til det, findes der fællesskaber for unge. For eksempel har SIND Ungdom lokale fællesskaber for unge mellem 16 og 35 år, hvor man kan mødes i et trygt og uformelt miljø. Her mødes unge med forskellige udfordringer og erfaringer og laver blandt andet fælles mad og spiser sammen. Man bestemmer selv, hvor længe man har lyst til at være der, og man behøver ikke have en bestemt diagnose for at komme.
Du har en kæmpe styrke som du kan være stolt af!
Det vigtigste jeg tager med når jeg læser dit brev er dog den styrke du viser. Du har været igennem en stor omvæltning i dit liv med flytning mellem lande, mange års usikkerhed omkring dig selv, og svære oplevelser i skolen.
Alligevel står du i dag og forsøger at forstå dig selv bedre og skabe et liv, hvor du kan være den, du er.
Og ovenikøbet bruger du din historie til at give håb til andre.
Det er virkelig stærkt.
Tak fordi du delte din historie med os.
Kærlig Hilsen
HØRT
Tilbage til brevkassen
