Kære dig
Det lyder som om, at du har oplevet rigtig mange ting i dit liv, som ingen har fortjent at opleve. Som ikke er fair, som du skriver.
Det giver traumer, som man bærer med sig og som påvirker, hvordan man går gennem livet, hvordan man ser på sig selv og andre og hvordan man tackler det, man møder. Nogle traumer kan man måske tackle selv og med hjælp fra sine nærmeste, mens andre traumer ofte kræver lidt mere hjælp I form af nogle andre at tale og bearbejde det med f.eks. terapi.
At gennemgå så store traumer, som du beskriver påvirker livet, som du beskriver, men det lyder også som om, at du er en stærk person, som gerne vil livet og som kan rumme, at der både er gode dage og dårlige dage og alt det svære godt kan eksistere ved siden af alt det gode, som livet bringer. Du skriver, at folk omkring dig kan have svært ved at forstå alle de ting, som du beskriver, at du har oplevet og jeg tænker, at det måske gør det endnu vigtigere at have nogen, som kan forstå det eller som du kan snakke med, så du ikke kommer til at føle dig alene med det. Det er ihvertfald sådan, at andre, som har oplevet lignende ting, kan beskrive det. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er tilfældet for dig. Det er dejligt at høre, at du, på trods af en følelse af håbløshed, stadig kan føle, at det bliver bedre. Og at du kan få øje på det og se din udvikling. Det er virkelig sejt og ret vigtigt at lægge mærke det. Det er en stor anerkendelse og kærlighed til dig selv.
Du skriver, at du nogle gange kan blive bekymret for din fremtid og hvad du kan og skal. Det lyder som om, at du har oplevet mange svigt. Og så indstiller kroppen og hovedet sig nogle gange på at være på vagt og ikke stole på, at alting nok skal gå. Måske du kan genkende det? Det kan både være, at man har mindre tillid til, at man selv kan klare det hele, men måske også mindre tillid til, at verden omkring én er tryg at være i og vil én det godt. Sådan er der i hvert fald mange, som har oplevet store traumer, der kan have det. Det kan man også arbejde med ved at blive bevidst om det og arbejde med det i terapi.
Du lyder som en, der har rigtig meget styrke og omsorg i dig og som, på trods af alt, har mod på livet.
Jeg håber, at du har nogen tæt på dig at snakke med om de svære ting eller på de svære dage.
Jeg ønsker dig alt det bedste med de ting, som du gerne vil opnå i livet.
Kærlig hilsen HØRT