Venner med negativ respons om mentalt helbred

Kære 15-årige

Tusind tak for dit brev. Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet, for det du beskriver, lyder både sårbart og udfordrende. Jeg kan godt forstå, at det gør dig ked af det.

Du skriver, at du er i privat OCD-behandling, og at flere psykologer har sagt til dig, at de vurderer, at du har OCD, og at du er i gang med en udredning. Du står altså midt i noget, som fylder meget i dit liv, og det giver rigtig god mening, at du forsøger at sætte ord på det overfor dine venner.

Så for at svare helt klart på dit spørgsmål:
Nej, du har ikke gjort noget forkert. Tværtimod synes jeg, du har gjort alt det rigtige.

Mange unge bruger betegnelsen på det, de kæmper med, allerede inden der ligger en “endelig” diagnose. Det kan faktisk være en måde at forstå sig selv på og forklare andre, hvorfor nogle ting er svære. Og når fagpersoner omkring dig allerede taler om OCD, giver det mening, at du også selv bruger ordet.
Når det er sagt, så tænker jeg, at dine venners reaktion måske ikke handler om dig. Nogle mennesker bliver usikre, når der bliver talt om psykisk mistrivsel eller diagnoser. De kan blive bange for at sige noget forkert eller misforstå. Og så kan deres usikkerhed komme ud som afvisning, selvom det i virkeligheden ikke er ment som et angreb på dig. Lyder det mon som noget, du kan genkende?

Det kan også være, at de tænker meget sort-hvidt: enten har man en officiel diagnose, eller også “må man ikke sige noget”. Men virkeligheden er jo meget mere nuanceret. Især når man er midt i processen, hvor man skal finde hoved og hale i det hele.

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at de ellers er rigtig gode venner på alle andre punkter. Det fortæller mig, at relationerne betyder noget for dig, og jeg forstiller mig, at det også er derfor, det her gør ekstra ondt?

Måske kunne det være en mulighed at tage en stille snak med én af dem? Ikke som en diskussion, men mere som en forklaring. For eksempel noget i retning af:
“Jeg ved godt, jeg ikke er færdigudredt endnu, men jeg er i behandling, og det fylder meget for mig. Når jeg siger OCD, er det bare min måde at forklare, hvad jeg kæmper med.”
Du skylder dem ikke en forklaring. Men nogle gange kan det give lidt mere ro, hvis man selv får lov at sætte ord på, hvordan det føles. Ville det mon give mening for dig?

Jeg vil også rigtig gerne sige noget vigtigt til dig:
Det kræver mod at være åben om noget, der er sårbart. At du har sagt det højt, fortæller mig, at du prøver at passe på dig selv og være ærlig om, hvem du er. Det er en styrke, også selvom det ikke blev mødt, som du havde håbet.

Hvis det her bliver ved med at fylde, synes jeg, det kunne være en rigtig god idé at tale med en voksen om det. Måske en af dine psykologer, en lærer, en forælder eller en anden voksen, du føler dig tryg ved. De kan hjælpe dig med at forstå både dine egne reaktioner og dine venners og støtte dig i, hvordan du bedst passer på dig selv i det.
Du fortjener at blive taget alvorligt. Både i det, du kæmper med, og i de følelser, der opstår, når andre reagerer på det. Og du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du får brug for at vende det mere.

Kærlig hilsen
HØRT