Kære unge kvinde på 19 år.
Tusind tak for dit brev. Det er så fint og modent skrevet. Den indsigt, du har i dig selv og din situation, er imponerende.
Du beskriver at du i 2. g blev diagnosticeret med en depression og at du kan mærke at du er på vej derhen igen. Du overlever at dit før så udadvendte jeg nu er blevet trist og stille. At du bliver slået ud af mindre ting, og at du føler at det påvirker dit sociale liv og din faglige indsats i skolen. Du ønsker at få professionel hjælp til at få det bedre.
Jeg håber, at jeg har forstået det hele korrekt.
Dit ønske om at få professionel hjælp er en virkelig god ide. Det er en både moden og stærkt beslutning, at du tager dig selv alvorligt og handler på det, du føler. Du har fuldstændig ret i, at en psykolog kan hjælpe dig med alle de punkter, du nævner i dit brev. Jeg kan læse, at du jo selv er klar over, hvad der vil hjælpe dig, men at du måske bare skal have en der kan hjælpe dig i gang og guide og støtte dig.
Jeg tænker, at det du gerne vil have lidt hjælp til fra mig, er at dels at bekræfte dig i, at du er på rette vej (og jeg kan kun sige at det er du), men også at give dig lidt input til, hvad du kan gøre, mens du venter på en tid hos en psykolog. For der kan jo desværre være lidt ventetid. Måske kan det gå lidt hurtigere for dig, fordi du allerede har talt med en psykolog sidste år? Lad os håbe på det.
Jeg tænker, at du først skal kontakte din læge for at få en henvisning til en psykolog. Du skal fortælle din læge, hvordan du har det. Du skal ikke lægge fingrene imellem, men fortælle det som du har fortalt til mig her i brevet. Jeg tænker at din læge kan se, at det er vigtigt, at du får hjælp hurtigt, så det ikke går ud over din skolegang og trivsel.
Men hvad kan du så gøre i mellemtiden?
Jeg ved ikke, om du har været god til at snakke med din familie og dine venner om, hvordan du har det. Hvis ikke du har snakket med dem, eller måske ikke har snakket så meget med dem, så synes jeg at du skal overveje at fortælle dem om, hvordan du lige nu har det svært. Det kan ofte hjælpe at dele de ting, der fylder i en. Jeg ved, at det kan være svært, men de fleste oplever en stor lettelse, når de deler det der er svært med nogen, de snakker godt med. Og tit oplever man, at folk omkring en forstår og genkender noget af det, man går igennem.
En anden ting du kan gøre, er at øve dig i at tale dig selv op – det betyder, at hver gang du tvivler på dig selv, så husk at sige til dig selv, at du rent faktisk er god til at gå i skole, være en god ven eller hvad det er ,der gør at du tvivler. Mind dig selv om, at det bare er din midlertidige tilstand, der prøver at ødelægge det for dig. Man kan meget nemt ende i en negativ spiral, hvor man taler sig selv ned. Det kræver styrke at bryde den. Men ud fra dit brev, så virker du som en meget ressourcestærk person (på trods af hvordan du har det), der er klar til at tage kampen op.
Endelig så vil jeg også foreslå dig, at du ser nærmere på Psykiatrifondens fine side Det Mentale Motionscenter
Her kan du finde en række gode råd til, hvordan du håndterer og udfordrer de negative tanker og den manglende energi, der tit kan følge med, når man har det som dig. Jeg tror, du vil kunne få meget ud af de små film som også er på siden.
Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt, selvom du jo rent faktisk har alle svarene selv. Men så kunne jeg i det mindste bekræfte dig i, at jeg synes det er det helt rigtige at gøre.
Jeg vil meget gerne skrive et opfølgningssvar til dig om en uges tid, hvis du har brug for at lufte flere af dine tanker.
Kærlig hilsen HØRT
Tilbage til brevkassen
