Hej, Jeg går tit og undrer mig om der er nogle for mig, jeg syntes det er mega nemt at blive forelsket, faktisk de fleste jeg møder, men jeg tror er fordi jeg bare godt kunne tænke mig at prøve det.
Jeg er bange for at det måske aldrig sker.
Brev
Hej, Jeg går tit og undrer mig om der er nogle for mig, jeg syntes det er mega nemt at blive forelsket, faktisk de fleste jeg møder, men jeg tror er fordi jeg bare godt kunne tænke mig at prøve det.
Jeg er bange for at det måske aldrig sker.
Kære dreng på 19
Hvor er det fint og modigt, at du deler dine tanker. Det kræver styrke at sætte ord på noget så sårbart som forelskelse. Til en start får jeg lyst til at sige, at det du skriver, lyder som noget, mange godt kan genkende. Også selvom det måske ikke er noget, mange taler så højt om.
Du skriver, at du tit går og undrer dig over, om der mon er nogen til dig. Det kan jeg godt forstå, er en tanke, der kan gøre dig lidt bange. Især hvis den dukker op igen og igen.
Samtidig skriver du, at du synes, det er mega nemt at blive forelsket. Jeg kommer til at tænke på, om det måske handler om, at du godt kunne tænke dig at prøve at det bliver gengæld? Måske at det kunne blive til et kæresteforhold? Hvis du kan genkende det, kunne det mon komme fra et håb om, at forelskelsen kan udvikle sig til et forhold, hvor nogen virkelig ser dig og vælger dig til?
Jeg kan dog også berolige dig med, at rigtig mange unge går med bekymringen for, aldrig at finde en kæreste. Det kan særligt føles svært, hvis det virker som om, andre omkring dig har prøvet det hele før dig selv. Hvis du har tænkt sådan, vil jeg bare sige: Du er langt fra alene. Også selvom det kan føles som om, du er bagud. Det er bare sjældent, dem der føler sig bagud, der råber højest op om det. Og derfor kan man få den tanke, at man er “den eneste” der ikke har prøvet at være forelsket eller haft en kæreste.
Nogle gange kan det også være hjælpsomt at spørge sig selv: Hvad er det egentlig, jeg drømmer om? Er det selve forelskelsen? Eller mere at have en kæreste? Er det forestillingen om tryghed og at være tæt på en anden fysisk? Når du begynder at mærke efter, kan det måske også blive lidt nemmere at finde ud af, hvordan du passer på dig selv undervejs. Især når du nemt bliver forelsket.
Kunne det mon give mening at tænke lidt over, hvordan du gerne vil have, at kærlighed skal se ud for dig? Hvad der føles trygt og rigtigt? Mit håb er, at det kan hjælpe dig til at blive nysgerrig på, hvad du selv har brug for. Det synes jeg er vigtigt at overveje for at du ikke ender med at jage forelskelsen, men i stedet kan lande i noget, der udvikler sig naturligt og dermed også føles bedre for dig?
Det, at du har skrevet til os, er et rigtig stort skridt allerede. Du er stoppet op for at stille spørgsmål omkring forelskelse. Det er også en måde at mærke efter og tænke over sine drømme. Og det er en virkelig stærk evne at kunne det. Særligt når det handler om kærlighed.
Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du har lyst.
Kærlig hilsen
HØRT
Din besvarelse er 100% anonym