Tilbage til brevkassenHej,
Har et ret bredt spørgsmål/rant så det bliver lidt langt. Jeg er lige blevet færdig med min kandidat og står og skal til at være ’rigtig’ voksen. Det er jo nok for de fleste en tidsperiode med ret meget omskiftning i livet, men selvfølgelig nogle har en mere stabil situation end andre. Job er selvfølgelig en stor ting, og jeg er i en industri hvor der p.t. ikke er de bedste jobmuligheder, så jeg er selvfølgelig bekymret for at jeg ingen ansættelse kan få, selvom jeg egentlig syntes (og har fået feedback på) at jeg egentligt er ret ok til det jeg laver. Men det er for mig meget svært at reelt tro på noget, når jeg ikke har set noget der ligesom skulle bevise det. Så jeg har denne her mærkelige kombination af at prøve at arbejde meget på at gøre de ting der måske kan føre til job, men samtidig en doomer-tankegang om at det nok alligevel ikke kommer til at blive til noget. Jeg er blevet ret godt til at maskere sådan noget grundet min barndom, men det begynder at blive lidt hårdt mentalt, og jeg ville gerne have råd til at prøve at komme ud af den tankegang.
Og så for at putte prikken på i’et oven i det, så er der selvfølgelig også kærlighedsproblemer. Det er meget i samme stil over at jeg ikke rigtigt tror på mig selv i den kontekst. For kontekst så havde jeg et kortvarigt forhold for en del år siden, men det endte ligesom da pigen flyttede væk og ikke rigtigt var interesseret i noget mere. Det var egentligt fint nok på det tidspunkt – altså selvfølgelig var jeg trist over det men hun var jo ikke den eneste pige i verden. Men siden da er det ikke rigtigt blevet til meget andet på den front. I 1,5 år efter var jeg ikke super udadvendt fordi at jeg havde mangel på selvtillid og var lidt flov, og skulle også lige flytte til en ny by og finde ud af mit liv der. Men efter det gik det egentligt fint nok for mig socialt, og har fået mange nye venner her – både mænd og kvinder. Men romantiske relationer fandt jeg aldrig rigtig nogle af. Jeg spurgte en kvinde som jeg har været ven med i ca. 1 år – og som jeg ret godt kunne lide allerede i starten da vi mødtes – ud for et par uger siden, da hun og hendes venner (som jeg også er venner med) sendte nogle mærkelige signaler, og så tænkte jeg ligesom at hvis de skulle være på noget tidspunkt så skulle det være nu. Det endte så ikke med at blive til noget, hvilket er fint nok. Det hele forløb meget civilt og der er ikke nogen hårde følelser mellem os og vi er stadig venner (så vidt jeg ved i hvert fald.) Og jeg er glad med mig selv om at jeg i det mindste spurgte, generelt fortryder jeg mest ting jeg ikke gør end ting jeg gør, syntes jeg. Men det er selvfølgelig stadig ikke sjovt at gå i gennem, især ikke lige nu.
Når jeg kigger på mine venner som har fået job fede steder (ikke så mange lige nu men stadigvæk nogle), og som har gode forhold der har holdt i mange år, så er der en eller anden del af min hjerne som tænker ”okay så hvorfor har du så ikke de ting? Der må jo være et eller andet galt med dig, eller noget du gør forkert i livet.” Så egentligt føler jeg mig bare lidt tabt i livet generelt, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at samle mig selv op – sådan mentalt altså. Jeg ved ligesom godt i den ene del af hjernen de ting jeg skal gøre for at få job/personlige relationer osv. og har tænkt mig at følge op på dem, så godt som jeg nu kan. Men der er stadig altid den anden del som er fyldt med mangel på selvværd, mening og konstant second-guessing af mig selv. Hvad gør jeg ligesom for at få den del til at tie stille? Og ligesom komme på rette bane igen – og reelt tro på sig selv?
Tak.
